KOMMENTAR: Ved sidste weekends Formel 1-chat fra Austin i Texas udviste en af vores læsere god hukommelse. Han mindede mig om, at jeg op til sæsonen havde antydet, at Kevin Magnussen ville save Renault-teamkammerat Jolyon Palmer midt over.

Det var nu ikke helt det, jeg sagde - meningen var, at danskeren SKULLE save Palmer over - altså være den i særklasse bedste og hurtigste Renault-kører i 2016.

Men den ventede 'motorsavsmassakre' er udeblevet. Jo, Kevin Magnussen er den bedste og hurtigste Renault-kører, men jeg ville gerne have set en større afstand mellem danskeren, der kører sin anden Formel 1-sæson og englænderen, der er rookie.

Hvis man ser objektivt på det, har Palmer faktisk kørt en flot debutsæson. Det var op ad bakke i foråret, da hans selvtillid tydeligt blev kørt i bund. Men han kæmpede sig flot tilbage, og efter sommerferien står der faktisk 3-3 i den interne kvalifikations-duel hos Renault.

Det er flot af en debutant.

Husk på, at Palmer er oppe mod en kører, der sluttede sit første grandprix på sejrskamlen. Mod en kører, der var jævnbyrdig med eksverdensmester Jenson Button i sin debutsæson. Og mod en kører, der stadig har det bedste McLaren-resultat i de seneste fire år.

Så Kevin Magnussen har ikke ' savet Palmer midt over', og det er utvivlsomt en af grundene til, at Renault-ledelsen længe har tøvet med at forlænge danskerens kontrakt.

Men at Magnussen ikke har sat sig mere igennem over for Palmer skyldes også, at englænderen viste sig betydelig bedre end forventet.

Alligevel virker det, som om Palmer ikke for alvor har været inde i billedet som kandidat til et 2017-sæde hos Renault. Det virker, som om teamledelsen opgav ham efter det svage forår, og nu ikke giver ham den berettigede kredit for et flot efterår.

Det frustrerer også Magnussen, at Palmer er så undervurderet.

« Når jeg slår ham, er det jo en selvfølge. Når han slår mig, er det en katastrofe,« sagde han til mig i Austin i sidste uge.

Jolyon Palmer været et berigende bekendtskab i 2016. Han er en engelsk gentleman, der siger tingene lige ud - indrømmer egne fejl og roser sin teamkammerat.

Meget atypisk for en Formel 1-kører, og måske en medvirkende årsag til, at han hænger i en tynd tråd hos Renault.

Og jeg kan godt forstå, at han nu begynder at virke frustreret.

Kevin Magnussen foran Jolyon Palmer i USAs Grand Prix.
Kevin Magnussen foran Jolyon Palmer i USAs Grand Prix. Foto: SRDJAN SUKI
Vis mere

Han opfører sig eksemplarisk og har løftet sin kørsel flere niveauer - alligevel bliver han omtrent ignoreret.

Frustrationerne kogte over i Austin. Op til løbet fik han fortalt Renault-ledelsen, at hverken han eller Magnussen fik den fortjente anerkendelse for deres indsats i en svær bil. Og i løbet brokkede han sig over, at Magnussen ikke gav plads. (Her kan du læse danskerens 'kølige svar' på den anklage)

Den slags kommer som regel fra en kører, der ved at han ikke har nogen fremtid i teamet. Dermed ser Kevin Magnussen ud til at have en konkurrent mindre i kampen om det ledige Renault-sæde, og det er selvfølgelig positivt.

Men derfor er det alligevel synd for Jolyon Palmer.

Jolyon Palmer mener selv, at kampen om Renault-sædet er et anliggende mellem ham selv og Kevin Magnussen. Det kan du læse meget mere om her.