Mere kraft. Mere power.

Det kan Kevin Magnussen godt begynde at glæde sig til, når han debuterer for sit nye Formel 1-hold, Haas.

Ifølge italienske Gazzetta dello Sport vil den Ferrari-motor, der skal sidde i den amerikanske racer, nemlig kunne bryde grænsen til en ydeevne på 1.000 hestekræfter.

Det skulle være omkring 25 hestekræfter mere, end den maksimale ydeevne i 2016-udgaven af Ferrari-motoren – og nok så interessant for Kevin Magnussen: For i 2016 havde den danske racerkører maksimalt 900 hestekræfter at gøre godt med i den Renault-motor, han dengang havde til rådighed.

Efter at den var blevet opdateret undervejs i sæsonen.

Endnu er Ferrari-motoren dog ikke klar. Den italienske fabrikant knokler stadig på at optimere den så meget som muligt.

Motorsport.com skriver eksempelvis, at Ferrari først præsenterer sin motor i sidste øjeblik, inden årets første testkørsel. Den finder sted på Circuit de Catalunya uden for Barcelona fra 27. februar til 2. marts.

I de nye 2017-regler skal brændstoftanken være på 105 kg i forhold til 100 kg i 2016-racerne, og det skulle blandt andet også være derfor, at Ferrari-motorens ydeevne vil blive større.

Og bilerne bliver i det hele taget meget hurtigere i den kommende sæson.

»Det bliver nødvendigt, for meget tyder på, at 2017-bilerne bliver de hurtigste i Formel 1-historien,« som Kevin Magnussen netop har sagt til BT.

Caroline Wozniacki spiller lige nu mod amerikanske Varvara Lepchenko. Du kan følge kampen her