Kevin Magnussen var skuffet over sit comebackløb i Australien, men glædede sig over, at Renault-raceren fungerer bedre end venter.

Den danske racerkører vil formentlig ikke huske tilbage på sit comeback i Formel 1 med særlig stor glæde over resultatet, der endte i en 12. plads til Kevin Magnussen.

En punktering på første omgang ødelagde danskerens indledning på løbet, hvor han hurtigt kom en omgang bagefter resten af feltet. Men et rødt flag gjorde, at feltet blev neutraliseret, og herefter gik det med Kevin Magnussens egne ord 'sindssygt godt'.

MOTOR-F1-AUSTRALIA/

»Det var irriterende, at jeg fik punkteringen i starten, for havde jeg ikke fået den, tror jeg, at jeg kunne have scoret point. Det kan man altid stå og sige bagefter, men jeg havde farten til det. Det, troede jeg egentlig ikke, at vi ville have haft,« sagde han efter løbet til TV3+.

Kevin Magnussen sluttede lige efter sin teamkammerat Jolyon Palmer, som var nummer 11, men Kevin Magnussen kørte efter det røde flag markant hurtigere end briten og hentede ind på ham i stort set alle løbets omgange.

AUSTRALIA FORMULA ONE GRAND PRIX

Alligevel stod Kevin Magnussen tilbage med en ærgerlig følelse i Melbourne.

»Det har ikke været en god weekend for mit vedkommende, men der er ret meget positivt at tage med i forhold til, hvor god bilen egentlig er,« sagde han.

På tv-billederne undervejs så det ud til, at det var efter kontakt med Force Indias Sergio Perez, Kevin Magnussen punkterede. Men danskeren mente, at det var nogle vragdele på banen, der var årsagen til uheldet.

»Jeg rammer ikke nogen, men jeg tror, at jeg kører over et eller andet. Jeg får så punkteringen, og jeg kan mærke på vej ned mod sving 3, at det går langsomt. Luften ryger ud, og jeg bremser, for hvis du ikke gør det, så går det galt. Det var lidt ærgerligt,« konstaterede Kevin Magnussen.

SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook