Hvis du vasker dit hår for ofte, kan du risikere, at hårbunden begynder at skælle og klø. Men hvis du vasker dit hår for sjældent, kan du risikere, at håret bliver fedtet og ildelugtende, og at du får eksem. Så hvor ofte skal håret vaskes?

- Som hovedregel skal man vaske sit hår én til to gange om ugen, siger Jørgen Serup, overlæge og professor i dermatologi på Bispebjerg Hospital.

Han påpeger dog, at det er meget individuelt, hvor meget et menneskes hårbund fedter. Derfor er det også individuelt, hvor ofte man har brug for at vaske håret.

For de fleste er det nemt at se, om de vasker håret for lidt. Det kommer til udtryk ved, at håret bliver fedtet, sjasket og lugter dårligt. Men det er sværere at se, om man vasker håret for meget.

- Jeg ser rigtig mange danske kvinder, som vasker deres hår for meget. Det ser man ved, at håret er glat oppe ved kraniet, men ved 10-30 centimeters længde begynder det at blive uglet. Håret er svært at rede ud, og nogle har skæl i hårbunden, siger Jørgen Serup.

Håret bliver uglet, fordi det er slidt. Jørgen Seerup forklarer, at hår vokser cirka en centimeter om måneden, så hvis man har 30 centimeter langt hår, kan spidserne være over to år gamle. Vasker man sit hår hver dag, har man udsat spidserne for mere end 730 vaske foruden føntørring, glatning og diverse hårprodukter. Derfor bliver håret slidt.

For at skåne håret skal man - ligesom når man vasker en uldtrøje - undgå at vaske sit hår ved for høje temperaturer og med den forkerte sæbe.

- Hvis du står under varmt vand i lang tid og samtidig bruger en kras sæbe, vil håret blive slidt og begynde at ugle, siger Jørgen Seerup.

Derfor er det ifølge overlægen godt at købe en shampoo, som er mærket 'mild'. Men kan også med fordel bruge en babyshampoo.

Hvis du ikke synes, det er nok at vaske håret to gange om ugen, fordi dit hår bliver fedtet, foreslår Jørgen Serup at skylle håret uden at bruge sæbe.

- Hvis du står under bruseren under tempereret vand og masserer dit hår godt, skyller du en masse overfladeskæl af og meget af fedtet smelter på grund af varmen og løber ud med vandet. Så vand kan i sig selv være det samme som en mild hårvask, siger han.

Faktisk er der mænd og kvinder i Danmark og udlandet, der helt undlader at vaske hår med shampoo. Filosofien bag anti-shampoo-bevægelsen, der er døbt "no poo" er, at shampoo fjerner hudens naturlige olier - eller talg - og får hovedbunden til at producere endnu flere olier.

I spidsen af bevægelsen står Lucy Aitken Read, som ikke har vasket hår i over to år og skrevet bogen "Happy Hair: The Definitive Guide to Giving Up Shampoo". Hun fortæller til den britiske avis The Guardian, at hun gik igennem et ildelugtende stadie, hvor hun dækkede sit hår med et tørklæde, men efter nogle måneder blev hendes hår tykkere, sundere og mere skinnende.

Proceduren er ikke videnskabeligt bevist, men der kan være noget om snakken, siger Jørgen Seerup fra Bispebjerg Hospital.

- Der er noget rigtigt i tankegangen. Når man fjerner fedtet ved en hårvask, forstyrrer man hårets økologi. Man kan ikke afvise, at håret kan finde sin naturlige balance, hvis man stopper med at vaske det, siger han.

Ældre kan nøjes med én hårvask om ugen

- Det er individuelt, hvor ofte mennesker føler trang til at vaske hår. Det afhænger af, hvor meget af den fedtholdige substans kaldet talg vi producerer.

- Ældre mennesker danner mindre talg end unge. Derfor får de nemt tørt hår og tør hovedbund.

- Derfor er det nok for ældre mennesker at vaske hår én gang om ugen.

Kilde: Jørgen Seerup

/ritzau/FOKUS