Kombinationen af historisk få studielejligheder og desperation før studiestart øger boligsvindlen, advarer politiet. Læs de gode råd her.

. Efter sommerferien starter flere end 60.000 nye studerende i landets fire største universitetsbyer, Odense, Aarhus, Aalborg og København.

Men samtidig er udbuddet af studievenlige boliger på markedet på et af de laveste niveauer siden finanskrisen, skriver Realkreditrådet.

De håbefulde unge kan ved midnat tjekke, om de er blevet optaget på en uddannelse. Og derefter går boligjagten for alvor i gang.

Det får Københavns Politi til at advare om boligsvindlere, der udnytter husvilde unge og forsvinder med indskud og depositum. Omkring 200 gange om året modtager politiet i hovedstaden anmeldelser om bedrageri med klubværelser og lejligheder.

- Vi efterforsker sagerne, og i mange tilfælde lykkes det faktisk at pågribe gerningsmanden, men de indbetalte penge er ofte brugt, og erstatningskravet svært at inddrive, fortæller Claus Birkelyng, vicepolitiinspektør ved Københavns Politi til Ritzau Fokus.

Det indbetalte beløb svinger typisk fra 4000 kroner til 10.000 kroner for klubværelser, men ved lejlighederne betales der oftest 25.000 til 35.000 kroner i depositum.

Politiet oplever adskillige former for snyd med boliger på nettet. Det kan eksempelvis være personer, som lejer en lejlighed i en kort periode, slår lejligheden op på nettet som billig studiebolig og fremviser lejligheden. De interesserede bliver så bedt om at indbetale depositum, ofte til en udenlandsk konto. Den falske udlejer forlader herefter lejligheden og forsvinder.

Hos BoligPortal.dk, hvor man kan finde ledige boliger, fortæller direktør Henrik Løvig, at virksomheden har været nødt til at bruge mange ressourcer for at komme boligsvindlen til livs.

- Svindelforsøg via internettet er generelt stigende, og det ser vi også på boligområdet. Hos BoligPortal.dk stopper vi hver måned 20-30 svindelforsøg. Derfor har vi investeret massivt i anti-svindelsoftware og har medarbejdere, som validerer alle boligannoncer, siger han til Ritzau Fokus.

Her kan du læse Københavns Politi og BoligPortal.dk's gode råd til at undgå boligsvindel.

Finder du en lejlighed på en hjemmeside, så tjek hjemmesidens kvalitet. Virker hjemmesiden eller annoncen "kunstig", er den skrevet på dårligt dansk, eller er den grafisk dårligt lavet?

Mød din udlejer ansigt til ansigt og overfør aldrig penge, før du har en underskrevet lejekontrakt.

Søger du bolig via en onlineportal, så vær skeptisk, hvis udlejer med det samme vil have dig til at kontakte ham på en privat mail. Udlejer kan have gode grunde til at ville bruge sit eget mailsystem, men de kan for det meste godt svare på dine spørgsmål via den portal, du har fundet annoncen på.

Hvis du er til fremvisning på en bolig, så spørg udlejer, hvem der ejer boligen. Hvis udlejer ikke selv er ejeren, så bed om en skriftlig tilladelse til udleje fra ejer. På den måde undgår du at komme i klemme, hvis det viser sig, at ejeren ikke vil have, at hans lejer udlejer til dig. Du kan selv slå en adresse op på www.boligejer.dk og se, hvem der ejer boligen.

Betal aldrig husleje, forudbetalt leje eller depositum for en lejebolig, du ikke har set i virkeligheden. Betal aldrig husleje, depositum eller forudbetalt leje via online betalingstjenester som Western Union, Transpact eller lignende, da transaktionen ikke kan spores eller tilbageføres.

Brug altid din bank til at overføre penge. En bankoverførsel kan spores og i nogle tilfælde tilbageføres.

/ritzau/FOKUS