Man skal være hurtig på aftrækkeren for at få fingrene i en lejebolig. Men det kan koste dyrt, hvis man ikke gennemgår kontrakten grundigt.

. Det er snart studiestart for tusindvis af nye studerende, og for manges vedkommende bliver det første gang, at de skriver under på en lejekontrakt.

I kampen om at finde en bolig kan det være fristende at springe på det første og det bedste. Men før du sætter din autograf på en lejekontrakt er det vigtigt, at du sikrer dig ordentlige vilkår.

Du skal især være vaks ved havelågen, hvis en privat udlejer tilbyder dig et tidsbegrænset lejemål i et eller to år, siger Jesper Larsen, cheføkonom i Lejernes Landsorganisation LLO. Det vil typisk fremgå under § 11 i kontrakten.

- I det tilfælde er det vigtigt, at man udtrykkeligt skriver ind under § 11, at lejer har ret til at opsige lejemålet med tre måneders varsel i den tidsbegrænsede lejeperiode, siger han.

Ellers skriver man under på, at man har pligt til at betale udlejer husleje i hele den tidsbegrænsede periode, forklarer Jesper Larsen.

Hvis du har indtryk af, at udlejeren systematisk lejer sin bolig ud tidsbegrænset, kan du gøre udlejeren opmærksom på, at det ikke er lovligt. Men Jesper Larsen anbefaler, at du siger ja tak til lejligheden først.

- Hvis man begynder at stille spørgsmålstegn ved lejeperioden eller påpeger, at huslejen er for høj, får man næppe lov at leje boligen. Derfor er det bedre at tage kampen, efter at man har skrevet under, siger han.

Men lige meget hvilken lejlighed man lejer, er der én ting, der er vigtigere end noget andet, mener Jesper Larsen.

- Det allervigtigste at holde sig for øje er 14-dages fristen, siger han.

Efter den nye lejelov trådte i kraft i 2015, skal lejer gøre udlejer opmærksom på boligens fejl og mangler og boligens generelle tilstand senest 14 dage efter indflytning. Hvis I er uenige, kan du bede huslejenævnet afklare fakta.

Reglen er til for, at lejer ikke kommer til at betale for at udbedre skader på lejligheden, som en tidligere lejer er skyld i. Efter den nye lejelov må udlejer nemlig ikke forlange, at lejemålet afleveres nyistandsat, men kun "velvedligeholdt".

Send derfor et anbefalet brev eller en mail, som din udlejer straks kvitterer for, til din udlejer, hvor du dokumenterer med billeder, at der for eksempel er pletter på gulvet, ridser i dørkarmen, løse stikkontakter, manglende døre og skabe.

Notér også, om vægge, lofter, paneler, døre og radiatorer er nymalede, slidte eller egentlig misligholdte, og om gulvene er nyhøvlede eller fremstår slidte.

Jesper Larsen anbefaler også, at man gemmer sin dokumentation på et USB-stik og i en fysisk mappe.

Hvis man er flere studerende, der skal bo sammen, er det også vigtigt at have en klar nedskrevet en aftale om, hvad der for eksempel skal ske med depositummet, hvis en af lejerne skal på udveksling eller i praktik og vil flytte ud i en periode.

- Selv om det kan virke formelt at skrive det ind i kontrakten, kan man undgå mange konflikter ved at have en klar aftale, siger Tine Nielsen, rådgiver i Boligejernes Videncenter, Bolius.

Fakta: Før du skriver under på en lejekontrakt:

- Tjek, om det er en privat udlejer eller et boligselskab, der udlejer den bolig, du overvejer at leje. Det kan have afgørende betydning for, hvordan du er stillet ved opsigelse.

- Faste huslejestigninger er forbudte. Tjek lejekontrakten § 11, om der står, at huslejen stiger med et fast beløb.

- Du kan tjekke, om du betaler for meget i husleje på tjekdinleje.dk.

- Husk, at du som lejer ikke har fortrydelsesret, hvis du fortryder din underskrift. Heller ikke selv om du ikke er flyttet ind endnu.

Kilde: Lejernes LO, Avodan

/ritzau/FOKUS