En række danskere er smittet med en ukendt kønssygdom, og de fleste ved det end ikke. Her er, hvad du bør reagere på.

Hvis du oplever svie, kløe eller en brændende fornemmelse, når du tisser, kan du være smittet med den ukendte kønssygdom "Mycoplasma genitalium".

Sygdommen minder om klamydia, og Statens Serum Institut anslår, at mellem 8.000 og 10.000 danskere bærer rundt på den.

Halvdelen får ingen symptomer og ved derfor ikke, at de har infektionen.

»Mycoplasma genitalium er en ukendt sexsygdom især blandt unge. De fleste unge kender klamydia, men deres generelle viden om sexsygdomme er ikke særlig stor,« siger Jeppe Hald, projektleder i Sex og Samfunds rådgivning Sexlinien for Unge.

Mycoplasma genitalium er en "ungdomsinfektion" på linje med klamydia. Men hvor klamydia oftest rammer 20-25-årige, er det typisk personer mellem 20 og 35 år, der smittes med den ukendte sygdom.

Infektionen er sjælden for personer over 35 år.

Hvis man er smittet og ikke bliver behandlet, kan kvinder få underlivsbetændelse, og mænd kan få betændelse i bitestiklerne.

Den klassiske kombinationstest for klamydia og gonorré afslører ikke Mycoplasma genitalium. Derfor skal man ofte selv bede sin læge om at blive testet. Og det kan være en god idé, hvis man frygter at bære rundt på smitten uden at vide det, siger Jørgen Skov Jensen, overlæge på Statens Serum Institut, som har forsket i infektionen.

»Hvis man har haft sex med mange forskellige partnere uden at bruge kondom, er det en tungtvejende risikofaktor. Så kan det være en god idé at blive testet. Men hvis man ikke har symptomer og har haft beskyttet sex med sine partnere, er der ikke grund til at være nervøs,« påpeger Jørgen Skov Jensen.

Hvis man vil undgå at blive smittet, er der kun én ting at gøre, nemlig at bruge kondom, når man har sex med en ny partner, siger Jeppe Hald fra Sex og Samfund.

»Kondom er det eneste, der kan beskytte mod infektionen,« siger han.

Mycoplasma genitalium behandles med antibiotika.

/ritzau/FOKUS