Selv om der er forskel på cykelhjelme, så udgør alle godkendte hjelme en væsentlig sikkerhedsforbedring. Men vær opmærksom på pasformen.

. Udvalget af cykelhjelme er efterhånden stort - både i butikker på på nettet. Og den gode nyhed er, at man som forbruger efterhånden kan være ret sikker på, at hjelmene alle lever op til myndighedernes mindstekrav.

Det betyder, at det i høj grad er udseende og pasform, der skal afgøre ens valg.

Men det er ifølge Hanne Damsted Vilsbøll, afdelingschef i Forbrugerrådet Tænk, ikke ensbetydende med, at man ikke lige skal tjekke, at den hjelm, man sætter på hovedet, nu engang har CE-mærkningen.

- Det er heldigvis min oplevelse, at der er ret godt styr på det, når det kommer til CE-mærkningen af de hjelme, butikkerne sælger. Men man skal huske at tjekke det, siger hun og tilføjer:

- En anden ting, som er værd at huske, er, at CE-mærkningen er producenternes garanti for, at produktet lever op til en standard, men det betyder ikke, at de er ens, siger Hanne Damsted Vilsbøll.

Testresultater fra Forbrugerrådet Tænk viser, at der er forskel på, hvor godt cykelhjelme klarer sig, når det kommer til, hvor gode og sikre de er.

Hanne Damsted Vilsbøll påpeger dog, at når det kommer til cykelhjelme, så er det lige så vigtigt, at hjelmen sidder godt, stramt og komfortabelt.

Og så er det vigtigt, at man kan lide sin hjelm - så man også har lyst til at bruge den.

Den udlægning er interesseorganisationen Cyklistforbundet enig i. Forbundets udstyrsekspert og butiksbestyrer Andreas Otto lægger især vægt på pasformen.

- Pasformen er det vigtigste. En hjelm, der sidder for højt eller for løst, mister effekten. Modellerne er forskellige, og det er vi mennesker også. Så det bedste er at tage ud og prøve dem. Man kan også shoppe via nettet, men så skal man bare være parat til at sende den tilbage, hvis den ikke passer ordentligt, siger han.

I tidligere test har de såkaldte skaterhjelme ofte fået en dårligere karakter. Men det, erfarer Andreas Otto, er ved at ændre sig til det bedre.

- Hjelme, der dækker ned i nakken, er generelt mere sikre. Her er skaterhjelmene dog ved at blive bedre. Det gælder også ventilationen. Så på mange måder handler det efterhånden mest om pasform og smag, vurderer Cyklistforbundets udstyrsekspert.

Der er i dag utallige hjelme at vælge imellem i butikkerne. Priserne varierer fra et par hundrede kroner til ti gange så meget.

Men så længe de er CE-godkendt, har de en sikkerhedsmæssig effekt, man kan stole på.

Derfor handler det ofte bare om at finde én, der sidder godt og som man kan lide udseende af.

Er man modstander af overhovedet at have noget på toppen, så er der endda alternativer. Den svenske hjelm Hövding består af en halsmuffe, som har indbygget airbag. Har man kurs mod jorden, så slår den sig øjeblikkeligt ud og danner en luftfyldt, hjelmformet airbag omkring ens hoved. Den er også godkendt og i handlen.

Fakta: Sikkerhedstip til cykelhjelmen:

- Vælg en hjelm, der sidder godt. Folks hovedform- og størrelse varierer, og en cykelhjelm skal sidde både stramt og komfortabelt. Og husk at remmen skal sidde så stramt, at hjelmen ikke kan blive slået af i et styrt.

- Gå efter en hjelm, du godt kan lide - også når det kommer til udseende. Jo mere tilfreds, du er med din cykelhjelm, desto større er chancen for, at du får den brugt og ikke lige har fravalgt hjelmen den dag, hvor det går galt.

- Sørg for, at hjelmen er CE-godkendt. Mærkningen betyder, at hjelmen levet op til europæiske minimumkrav. Mærkningen vil typisk være trykt på et klistermærke inde i hjelmen.

Kilder: Cyklistforbundet og Forbrugerrådet Tænk.

/ritzau/FOKUS