Landet over sparer skraldere tusindvis af kroner på madbudgettet ved at finde varer i supermarkedernes affaldscontainere. Mød en af dem.

. Når de kasserede varer er smidt i affaldscontainerne og lyset er slukket i supermarkedet, står skralderne klar til at indlede deres skattejagt i tusmørket.

Hver dag er supermarkederne tvunget til at smide frugt og grønt, brød, kød, pålæg, juice og mælk ud, fordi det ikke kan sælges næste dag.

40-årige Winnie Gade fra nordjyske Dronninglund er skralder og sparer omkring 2000 kroner hver måned ved at skralde de varer, som supermarkederne smider ud.

- Jeg finder mest frugt og grønt. Men jeg har ikke købt kød eller pålæg i de knap to år, jeg har skraldet. Min søn og jeg spiser brød af bedste kvalitet og drikker den dyre juice til 20 kroner helt gratis. Det eneste, jeg køber, er mælk, fortæller hun.

Winnie Gade, der er medstifter af Den Nordjyske Hjælpegruppe for økonomisk udsatte borgere, var egentlig skeptisk til at begynde med.

Men hendes 18-årige søn var åben over for at skralde, og så blev det hurtigt en livsstil. Og faktisk lidt vanedannende, fortæller Winnie Gade.

- Da jeg startede, tænkte jeg, at det var ulækkert. Men man skal udfordre sine grænser ind imellem. Nu er det helt naturligt for mig. Jeg får faktisk lidt et kick ved det, siger hun.

Som skralder handler det om at have blik for de varer, der stadig er sikre at spise. Men bruger man sin sunde fornuft, kan man sagtens undgå at få ondt i maven, fortæller Winnie Gade.

- Min søn og jeg har aldrig haft madforgiftning efter at have skraldet. Men vi er også kritiske med, hvad vi vælger, siger hun.

Hos Dansk Supermarked, der blandt andet ejer kæderne Bilka, Føtex, Netto og Salling, oplever man, at der bliver skraldet mere og mere fra butikkernes containere i hele landet.

Men selv om koncernens sociale politik bakker op om projekter mod madspild, advarer man forbrugerne mod at skralde, fortæller kommunikationskonsulent Kasper Reggelsen.

- Når vi smider noget ud, er det fordi, vi kategoriserer det som affald og uegnet til salg. Der er en risiko forbundet med at spise affald, hvorfor vi synes, at folk skal afstå fra det, siger han.

Fakta: Sådan skralder du:

- Hvis der er offentlig adgang til containeren, og den ikke er låst af, må du skralde.

- Vent med at skralde til efter lukketid, når personalet er gået hjem, så du ikke skræmmer dem unødigt.

- Lad være med at efterlade skrald uden for containeren. Det tiltrækker skadedyr, og det er ødelæggende for supermarkedernes velvilje over for skraldere.

- Kig efter dato på varen og brug din sunde fornuft. Lad være med at løbe risikoen, hvis du er i tvivl.

- Vask varerne i emballagen, når du kommer hjem.

- Fødevarestyrelsen advarer af sundhedsmæssige grunde mod at skralde. De gør også opmærksom på, at skraldning kan være ulovlig indtrængning på privat grund på et indhegnet og aflåst område.

Kilde: Winnie Gade og Fødevarestyrelsen

/ritzau/FOKUS