Har man det fint med, at rattet sidder i modsatte side, så kan man spare penge ved at importere en bil fra eksempelvis England.

. Danmark er kendt for at have nogle af verdens højeste afgifter på biler. Helt op til 150 procent lægger Skat oveni prisen. Men kan man leve med en bil, hvor man som fører sidder i højre side, og gearskiftet foregår med venstre arm, så er der penge at spare.

- Det er klart, at hvis man udelukkende fokuserer på, at man gerne vil have bilen billigst muligt nu og her, så kan der være penge at spare ved at købe den højrestyret, siger advokat hos bilisternes organisation FDM, Casper Schad.

Måden at få rabatten på er ved at importere bilen fra et EU-land med venstrekørsel. Det kan eksempelvis være England, Irland eller måske Malta.

Skat vurderer nemlig, at gensalgsværdien af en sådan bil er mindre, og derfor bliver den del, man skal betale afgift af, nedsat.

- Der er penge at spare, men formentlig går det nogenlunde lige op med det, man taber, når man sælger den igen, siger Casper Schad.

Men har man planer om at køre i bilen, indtil den skal skrottes, så oplever man ikke dette tab.

Tidligere var der en fast nedsættelse af værdien med 20 procent, men den praksis blev afskaffet ved udgangen af 2011.

I dag vurderer Skat stadig bilerne lavere, men værdien bygger på en konkret vurdering af hvert enkelt køretøj.

Er der eksempelvis mange tilsvarende modeller i Danmark, kan den afgiftspligtige værdi godt overstige 20 procent. Hvorimod en sjælden bil typisk ikke vil få en stor afgiftsrabat.

Når Skat skal vurdere den afgiftspligtige værdi, så er dog også andre faktorer, der spiller ind. Eksempelvis hvor langt bilen går på literen, og om den har ABS-bremser.

Vælger man at importere en bil fra eksempelvis England, skal man dog være opmærksom på, at det ikke er helt irrelevant for den trafikale oplevelse. Det fortæller Mikkel Thomsager, der er chefredaktør på Bilmagasinet. Han har nemlig selv importeret en bil fra England.

- Man vænner sig hurtigt til at skifte gear med venstre hånd, men man skal tænke sig godt om, inden man køber sådan en bil, for man har mindre overblik fra den side af bilen. Især når man skal over i den modsatte vejbane som eksempelvis ved overhaling, siger han.

Fakta:

- Det er told- og momsfrit at importere bil fra et andet EU-land.

- Bilen skal først synes, og herefter værdisætter Skat bilen.

- Mod et gebyr på 400 kroner kan man få et bindende svar fra Skat på afgiftsværdien, inden man køber bilen.

- Er man uenig i registreringsafgiften, kan man altid annullere købet og undlade at indregistrere bilen.

Kilde: FDM

/ritzau/FOKUS