Kunder hos Tryg og GF Forsikring kan se frem til en kontant gave. Selskaberne sender nemlig flere millioner retur til kunderne.

København: Normalt er de fleste vant til den årlige opkrævning på hus- eller bilforsikringen, men er man kunde hos Tryg eller GF Forsikring, kan man se frem til at få penge tilbage i år.

Tryghedsgruppen, som Tryg-kunderne er medlem af, tjente 1,9 milliarder kroner sidste år, og selskabet forventer nu at sende 750 millioner kroner retur til kunderne.

- Vi glæder os over de seneste års solide økonomiske resultater, der giver os nye muligheder, siger administrerende direktør Søren Kristiansen til business.dk.

Hos Forbrugerrådet Tænk giver meldingen fornyet håb til et årelangt ønske om mere konkurrence mellem forsikringsselskaberne:

- Vi synes jo selvfølgelig kun, at det er glædeligt, at der kommer penge den anden vej også, siger jurist hos Forbrugerrådet Tænk Lea Markersen og fortsætter:

- Konkurrence er meget vigtigt, og noget vi efterlyser generelt på forsikringsmarkedet. Så hvis det her kan åbne lidt op for konkurrencesituationen, vil det være rigtig positivt.

Det er dog ikke kun kunder hos Tryg, der måske får lidt ekstra at lune sig med dette forår.

GF Forsikring forventer at kunne glæde sine kunder med bilforsikringer med 109 millioner kroner retur. Det svarer til, at hver bilist får næsten 14 procent tilbage af sin præmie.

Selv om tilbagebetalingen til kunderne er en god ting, så mener Forbrugerrådet Tænk dog fortsat, at markedet er temmelig uoverskueligt.

Rådet ser ofte i deres tests, at selskabernes dækning inden for en række forsikringstyper er ret ens, mens priserne varierer meget.

- Jeg tror, at mange forbrugere ser det lidt som en uoverskuelig opgave at skifte selskab. Men der kan altså være rigtig mange penge at spare. Og med lidt aktiv søgen på nettet og brug af for eksempel forsikringsguiden.dk til at finde de bedste priser på de mest gængse forsikringer, er man godt på vej, lyder rådet fra Lea Markersen.

Forbrugerrådet Tænk anbefaler derfor, at man sætter sig ned hvert andet år og ser sine forsikringer efter og eventuelt indhenter nye tilbud.

- Der kan være rigtig mange penge at spare. Man skal være kritisk, siger Lea Markersen.

/ritzau/FOKUS