Har du tusindvis af ferie- og familiebilleder liggende på mobiltelefoner, sd-kort og computerharddiske? Se her, hvordan du samler dem.

Engang var det mere simpelt. Når du havde knipset 36 billeder fra mormors fødselsdag, gik du ned i fotoforretningen for at få fremkaldt filmen. En uge senere kunne du besigtige minderne og organisere dem i en fotomappe.

I dag er det lettere og billigere at forevige livets højdepunkter med digitale kameraer. Men du ender også nemt med en stor datamængde, som kræver en vis disciplin at organisere.

- Generelt er vi nok for dårlige til at slette billeder, som vi alligevel ikke gider at se på om et halvt år, fortæller Kristoffer Engbo, chefredaktør på magasinet Digital Foto.

Heldigvis er det lettere end tidligere at gemme billederne det samme sted, når de er taget.

Du kan for eksempel gemme billederne på en ekstern harddisk, men endnu smartere er det at bruge en synkroniseringstjeneste i skyen, som sørger for at lagre dine billeder med det samme, hvis du skulle miste din mobiltelefon eller dit digitalkamera, siger Kristoffer Engbo.

- Med en synkroniseringstjeneste i skyen bliver alle de billeder, man lægger i en bestemt mappe på computeren automatisk synkroniseret til tjenesten, så de er gemt, og man har adgang til dem fra andre enheder og computere, siger Kristoffer Engbo.

Generelt er det også vigtigt at være kritisk i forhold til de billeder, man tager, fortæller den professionelle fotograf, Frederik Fensbo. Ellers kan det let blive for besværligt at skulle sortere i billederne.

- Du har næppe brug for tusind billeder af Eiffeltårnet fra din ferie i Paris. Gå i stedet efter at tage få gode billeder i stedet for at skyde løs og håbe på et lykketræf. Begynd også sorteringen på stedet. Sørg for at rydde de billeder, du ikke skal bruge af vejen med det samme, siger han.

 

Fakta: Tips til at organisere dine digitale fotos

- Ryd op og slet de dårlige billeder og ensartede motiver - gerne så snart, de er taget.

- Opret mapper til billederne på computeren og giv dem passende navne. For eksempel "Paris 2016" eller "Mikkels konfirmation", så du hurtigt kan finde billederne fra en bestemt begivenhed.

- Gør det til en vane at overføre billederne til de relevante mapper, så snart du er kommet hjem, ellers mister du nemt overblikket over, hvad der er overført, og hvad der ikke er.

- Slet billederne fra kameraets hukommelseskort ved at formatere kortet i kameraet, når du har overført billederne og har taget backup af dem. Så risikerer du ikke at overføre de samme fotos flere gange.

- Brug en organiserings- og billedvisningstjeneste, som eksempelvis Google Fotos, til at samle alle dine billeder i skyen. Her får man ubegrænset plads i en lidt reduceret kvalitet, og Google Fotos analyserer billederne og kan finde hunde, bjerge, cykler eller andet, som man kan søge frem. Billederne kan overføres automatisk, men husk, at det ikke er en backuptjeneste.

6. Skal der rigtigt styr på billederne, så giv dem søgeord, som også kaldes tags eller keywords, der fortæller, hvem der er på dem, hvor de er taget, hvad de forestiller og lignende. Så kan du finde de rigtige med en simpel søgning. Det kan klares i mange billedprogrammer, for eksempel Apple Fotos eller Photoshop Elements.

Kilde: Kristoffer Engbo, Digital Foto