Er du træt af at smide krydderurter ud, du ikke fik spist, inden de visnede? Her er løsningen.

København: Når man tager krydderurterne med hjem fra supermarkedet, er de friske og indbydende, men ofte visner de efter ganske få dage - og inden man får dem spist.

Sådan behøver det ikke at være, for man kan faktisk godt få krydderurterne til at holde meget længere. Helt lige til er det dog ikke, siger Louise Møller, som er havefaglig rådgiver hos Haveselskabet, til Ritzau Fokus.

- Krydderurterne - økologisk eller ej - er fremavlet i store drivhuse, hvor de får masser af gødning, vand og varme. Det betyder, at de er vokset unaturligt hurtigt, og derfor er de sårbare over for kulde og blæst, siger hun.

Derfor råder Louise Møller til, at man hærder krydderurterne ved at stille dem uden for i eftermiddagssolen - eller sætter dem ved et åbent køkkenvindue, så de kan vende sig til det danske sommervejr.

- Af flere grunde er det også vigtigt, at man "planter dem om". I den jord, de er vokset i, er der kun den allermest nødvendige næring til at klare sig et par dage på køkkenbordet. Desuden er der ikke plads nok i potten til, at de kan udvikle deres rodsystem, påpeger hun.

Hvis man ikke orker at anlægge en hel køkkenhave i køkkenets vindueskarm, kan man stadig få urterne til at holde sig lidt længere ved at spraye dem med vand.

Og skulle urterne falme, før man når at få dem brugt, har det ikke været spild af penge. Det forklarer Selina Juul, som er initiativtageren bag foreningen Stop Spild Af Mad.

- Man kan enten skære det sidste af på langs og så fryse det, men jeg vil anbefale, at man putter det ned i en isterningebakke og hælder olie i. På den måde kan de bruges som krydret stegefedt i madlavningen, siger hun.

Selv har hun lidt blandet erfaring med at dyrke krydderurter fra supermarkedet.

- Det skyldes, at de ikke altid behandles ordentligt der. Enten får de for meget eller for lidt vand, og så kan det faktisk være for sent, når man køber dem, forklarer hun.

Vil man optimere sine chancer for succes med krydderurter, anbefaler Louise Møller, at man køber dem hos et havecenter eller en planteskole.

- Her er de vokset under mere normale vilkår og er derfor mere robuste. Desuden ved personalet, hvordan de forskellige krydderurter skal behandles, siger Louise Møller.

Her er udvalget af krydderurter også noget større end i supermarkedet, så man kan komme hjem noget, man måske ikke kendte i forvejen.

Gode råd om dyrkning af krydderier:

- Basilikum og dild er sårbar over for udtørring. Står de i varmen fra solen, skal de vandes dagligt.

- Salvie, rosmarin og oregano kan godt tåle en smule tørke og kan også godt plantes ud i et havebed.

- Planter du dine krydderurter om, skal du huske gødning i jorden.

- Køber du krydderurterne i supermarkedet, skal du tjekke bunden efter. Er den helt våd, er planten praktisk talt druknet.

- Er det helt udtørret, er de heller ikke brugbare til dyrkning.

/ritzau/FOKUS