Microsoft stopper produktionen af sin populære spillekonsol, men man kan stadig købe af lageret.

Microsoft stopper produktionen af sin populære Xbox 360-spillekonsol, som med et salg på 80 millioner styk har sikret verdens største softwareselskab  en sikker andenplads på spilmarkedet.

Xbox 360 har været i produktion siden 2005 og er den bedst sælgende spillekonsol fra Microsoft til dato. Den har konkurreret med Sonys Playstation 3 men fik i november 2013 en afløser med Xbox One, som i januar i år rundede 18 millioner solgte eksemplarer.

Det var i Xbox 360-tiden, at Microsoft introducerede sit Kinect-udstyr, som kan se og måle, når man bevæger sig, så man på den måde kan bruge kroppen som en slags kæmpe styrepult til de spil, der via Xboxen kører på TV-skærmen.

Lageret skal tømmes

Xbox 360 blev lanceret sammen med en række meget populære spil, heriblandt Activision Blizzards »Call of Duty 2« og Electronic Arts' »Need for Speed: Most Wanted«. Det er også i Xbox 360-tiden, at det er blevet muligt for flere spillere at spille mod hinanden, og det såkaldte Xbox Live-net fortsætter, selv om selve spillekonsollen ikke længere fremstilles.

Xbox 360 forsvinder ikke bare fra butikshylderne med ét. Selv om produktionen indstilles, vil Microsoft sælge ud af lageret, og der er også fortsat mulighed for at ringe eller skrive og få hjælp.

Sonys Playstation 4 har et meget solidt forspring på det trængte spillekonsolmarked i forhold til Microsofts nye Xbox One, og især Danmark er et Playstation-land. Det er udbredelsen af spil på mobiltelefoner og tavle-PCer, der gør livet hårdere for spillekonsollerne, som til gengæld prøver at spille sig på banen med flere hestekræfter og dermed bedre grafik og afvikling af spillene, end det er muligt på en telefon.