Danskere kimer vagtlægen ned med spørgsmål om insektbid. Hvis du ikke er svimmel eller kaster op, er insektbid dog typisk helt ufarlige.

. Det kan se farligt og voldsomt ud, hvis et barn bliver stukket af en bi, myg eller hestebremse, og den lille barnearm hæver til dobbelt størrelse.

Men det er helt normalt, at et insektbid hæver, klør, dunker, og det er sjældent, at der går betændelse i et insektbid. Det er også helt normalt, at huden er påvirket i en uge efterfølgende.

Sådan lyder budskaberne i en ny oplysningsvideo, som Region Midtjylland har lavet for at mane til ro og give danskerne basal viden om insektbid, så man undgår at blive bekymret over ufarlige bid, skriver DR.

Niels Guldager, der er praktiserende læge og lægefaglig konsulent i Region Midtjylland anslår over for DR, at der på en almindelig dag kan komme 75 henvendelser til lægevagten i Region Midtjylland alene om ufarlige insektbid.

Og det er klart, at man bliver nervøs, når armen hæver, siger Betina Hjorth, rådgivningschef i Astma-Allergi Danmark.

- Det er ikke alle, der ved, om de er allergiske over for insektbid, og det er sikkert derfor, man render lægevagten på dørene. Man kan sagtens få voldsomme hævelser af myggestik og andre insektbid. Det er ubehageligt, men det er meget sjældent en allergisk reaktion, siger hun.

Hvis du bliver stukket af et insekt, er der almindeligvis ikke grund til at søge læge. Med mindre du er blevet stukket i mund, svælg, luftrør eller uden på halsen, eller hvis du mærker symptomer på allergi inden for de første fire timer efter biddet.

De mest almindelige symptomer er, at man føler sig utilpas eller svimmel, får opkastningsfornemmelser, får svært ved at trække vejret eller mærker, at det klør på håndflader og fodsåler.

- Hvis ikke du oplever de symptomer, er insektbiddet ikke farligt, siger Betina Hjorth.

Hvis du er en af de 50.000 danskere, der er allergisk over for bi- og hvepsestik, skal du huske at have din adrenalinsprøjte med dig rundt i sommerlandet og instruere venner og familie i, hvordan den skal bruges.

Hvis du er allergiker og bliver stukket et sted langt ude på landet, må du ikke selv tage benene på nakken for at få hjælp.

- Det værste, man kan gøre, er at løbe, hvis man er blevet stukket og får det dårligt. Jo hurtigere du bevæger dig, jo hurtigere pumper blodet rundt, og jo mere ryger giften rundt i hele kroppen. Det er vigtigt at holde sig i ro og ringe efter hjælp, siger Betina Hjorth.

Fakta: Forskel på mild og svær allergisk reaktion ved insektbid:

- De fleste med allergi over for insektstik reagerer i løbet af alt fra få minutter til fire timer efter stikket.

- En mild allergisk reaktion kan vise sig ved mild feber, kvalme, rødme af huden, kløe, træthed, smerte eller nældefeber over det meste af kroppen

- Hvis du har allergi over for bier eller hvepse, vil du reagere kraftigt på stikket. Du kan føle dig meget utilpas, få problemer med vejrtrækningen, få prikken for øjnene, få diarré, kaste op, få krampe eller besvime.

Kilde: Astma-Allergi Danmark

/ritzau/FOKUS