Utilfredse kunder melder om fejlagtige opkrævninger og elendig kundeservice

1,3 millioner. Så mange kunder har telegiganten YouSee, men alligevel lader det til, at selskabet yder en katastrofalt dårlig service for sine kunder.

Det er i hvert fald temaet i aftenens afsnit af Kontant, der sendes på DR1 klokken 21.

»Vi har været igennem seks måneder, hvor YouSee slet ikke har holdt, hvad de lovede, om hastighed. Derefter har der været et kæmpe, kæmpe stort rod med regninger, da vi så opsagde det i sidste måned,« siger Pernille Jensen, der er en af de kunder, som føler sig ekstremt dårligt behandlet af sin nu tidligere internet- og tv-udbyder.

Bøvl efter sammenlægning

I januar blev YouSee og TDC slået sammen, og siden er kundeserviceniveauet kun gået en vej: Ned.

Virksomhedens Facebook-profil bugner med opslag fra rasende kunder,og Forbrugerrådet Tænk bekræfter overfor Kontant, at de har oplevet en stigning i henvendelser om YouSee.

Pernille Jensen, der er bosat i Nordjylland, blev kunde hos YouSee i marts, da hun jagtede en internetleverandør, der kunne love hende en hurtig og stabil forbindelse. Udstyret blev sat til, men det gik hurtigt op for hende, at YouSee ikke kunne holde sit løfte: Internetforbindelsen var ganske enkelt forfærdelig ringe.

»Forbindelsen har været så dårlig, at jeg ikke engang har kunnet være på WiFi, hvis mit fjernsyn også har været tændt,« siger Pernille Jensen.

Og forbindelsen er vigtig for Pernille Jensen, der indimellem arbejder hjemme, så hun var ikke et sekund i tvivl, da hun i august opsagde aftalen efter kun fem måneder som kunde hos YouSee.

Hvad hun dog ikke kunne vide, var, at hun slet ikke var færdig med selskabet.

»Vi har fået regninger, der løber frem til 31. januar 2017, og regninger med en afdragsordning, som aldrig har eksisteret. De har slet ikke styr på det,« siger hun.

Kaos i kundeservicen

Ét er regningerne, men det værste har været, at kundeservicen har været et stort kaos.

»Vi har nok ringet en 30-40 gange og siddet lang tid i kø. Nogle gange har min kæreste ringet en fredag og snakket med en medarbejder, der har lovet, at der var styr på det. Men tre dage senere – om mandagen – kommer der så en kæmpe regning, som medarbejderen ikke fortalte om i den første samtale om fredagen. Og når min kæreste så ringer om mandagen, så kan de slet ikke se, hvem han snakkede med om fredagen,« siger Pernille Jensen.

Teknisk udfordret

Selv beklager YouSee over for Kontant hele situationen og skyder skylden på et nyt it-system, der blev taget i brug i forbindelse med sammenlægningen med TDC.

»Vi er i en overgangsfase, og i den overgangsfase er der nogle bump på vejen. De bump på vejen er ofte ikke-tilfredsstillende kundeoplevelser,« siger Jens Aaløse, koncerndirektør i TDC-gruppen.

Se mere om sagen i torsdagens afsnit af Kontant, som du kan se på DR1 klokken 21:00 og på dr.dk.