Beslut dig allerede her før juletid, hvordan du vil have din januar til at være, så du ikke straffer dig selv efter en fed december.

. Der er nok at se til med julefrokoster, juleindkøb og både en jule- og nytårsaften, der skal planlægges. Men der er faktisk endnu en ting, du bør overveje allerede nu - nemlig hvordan din januar måned skal forløbe.

- Hvis man har overskud, så planlægger man det allerede en måned forud. Rigtig mange har nemlig allerede nu lyst til at smide et par kilo, men december er en sur måned at starte i, så i stedet kan man lave en strategi for januar, siger Anne Seidelin, der er kostvejleder og sundhedscoach.

Og forberedelserne starter allerede i begyndelsen af december. Her skal man nemlig tage en beslutning om, hvorvidt man slet ikke vil tage på i december - eller om det er i orden, at der kommer to-tre kilo mere på sidebenene.

- Og så skal man holde fast i den beslutning. Man må ikke slå sig selv i hovedet i januar, hvis man har taget på, selv om man havde bestemt sig for, at det var okay, siger Anne Seidelin.

For rigtig mange af os handler julen om tung og fed mad, og flere føler sig dvaske, oppustede, utilpas med dårlig fordøjelse, hovedpine og uren hud, når december er ovre. Derfor er det godt at have en plan, allerede inden man går om bord i buffetterne.

Anne Seidelin råder til, at man i december har styr på madplaner, opskrifter, blogs og indkøbslister, så man i januar allerede har klaret benarbejdet. Eventuelt kan man lave en indkøbsliste til hver uge i januar og så købe ind på nettet hjemmefra hver søndag.

Hun anbefaler også, at man starter på noget motion i januar, der ikke er lige på og hårdt, men i stedet noget yoga, mindfulness, pilates eller lange gåture, som er behageligt for kroppen - og ikke føles som en straf på samme måde som en tur i fitnesscenter kan.

- Og hvis man går fra at føle sig som en fed sofakartoffel i december, så er det godt nok, siger hun.

Opskrift til januar: Kylling med spinat og sprøde beder (en person):

Ingredienser:

- Kyllingen: 1 kyllingebryst, 15 gram hakkede mandler, 1 teskefuld akaciehonning, 1 spiseskefuld olivenolie, 50 gram frisk babyspinat og 20 gram parmesan.

- Sprøde beder: 100 gram skrællede beder (gul, rød og/eller bolsjebeder), en halv citrons saft og finthakkede skal, 1 spiseskefuld olivenolie, 1 teskefuld dijonsennep, 20 gram fetaost og lidt skovsyre eller anden frisk urt.

Fremgangsmåde:

- Steg kyllingebrystet på en pande i fire-fem minutter på hver side, og vend mandler med akaciehonning og olie. Kom spinat på bunden af en tallerken, og læg kyllingen i skiver ovenpå. Høvl parmesan over kyllingen og top med honningemandler.

- Skær bederne i helt tynde skiver, gerne på et mandolinjern, og vend dem i olie, citron og sennep. Riv fetaost over bederne, krydr med salt og peber og pynt med skovsyre.

- Se hele opskriften her: http://www.christianbitz.com/kylling-med-spinat-og-sproede-beder/

Kilde: Christian Bitz, cand.scient. i human ernæring

/ritzau/FOKUS