Økologisk og naturlig hudpleje lyder ufarligt. Men naturlige ingredienser behøver ikke betyde, at du slipper for parfume og allergi.

København: Hvis man gerne vil købe økologisk i supermarkedet, er det let at gå målrettet efter det røde Ø-mærke. Og hvis kroppen er fyldt med økologiske råvarer, er det måske nærliggende at kigge efter økologisk og naturlig hudpleje til det ydre.

Men når det kommer til kosmetik og personlig pleje, er det ikke lige så gennemskueligt, hvad man får, når man køber naturlige eller økologiske produkter, forklarer Christel Søgaard Kirkeby fra Forbrugerrådet Tænk Kemi.

- Der er ikke et økomærke på samme måde som på fødevarer, så det er ikke lige så ligetil, men der findes nogle mærkningsordninger, eksempelvis Ecocert, så hvis man holder sig til nogle af dem, så er der i hvert fald nogen, der er med til at stille krav i den anden ende, siger Christel Søgaard Kirkeby.

Når et produkt er markeret som økologisk, betyder det ikke nødvendigvis, at alt indholdet i bøtten er det.

Forbrugerombudsmanden udstedte i 2011 en vejledning, der sagde, at mindst 95 procent af ingredienserne (bortset fra vand) skal være økologisk for at markedsføre sig som sådan. Ellers skal det fremgå, hvor mange procent der er økologisk.

Hvis et produkt markedsføres som naturligt, skal man stadig være opmærksom på, at der kan være parfume eller allergifremkaldende stoffer i. Mange af de stoffer og parfumer, som kan virke allergifremkaldende, findes nemlig i naturen.

- Som udgangspunkt er naturlige stoffer og naturlige ingredienser ikke mindre skadelige end syntetiske. De mest allergifremkaldende stoffer, vi kender, er ekstrakter fra planter og blomster, som eksempelvis egemos.

Så hvis man ønsker at forebygge allergi, er det ikke en entydigt god idé at vælge naturkosmetik, påpeger Bettina Ørsnes Larsen, biolog hos Miljøstyrelsen og tilføjer:

- Men ofte er der også anvendt andre principper i naturkosmetik, som for eksempel at der ikke anvendes konserveringsmidler, da nogle af plantestofferne i sig selv har en konserverende virkning, siger Bettina Ørsnes Larsen.

Da flere konserveringsmidler kan være potentielt allergifremkaldende, kan det i nogle tilfælde være en god idé at vælge ukonserveret naturkosmetik. Det handler om indholdsstoffernes egenskaber og ikke om stoffernes er naturlige eller ej, mener hun.

Ifølge Christel Søgaard Kirkeby kan både de naturlige og de økologiske produkter være et fint tilvalg. Men det betyder ikke, at man må lægge den kritiske sans fra sig.

Naturligt og økologisk er for eksempel ikke en hjælp, hvis man vil undgå allergi fra parfume - og man bør også tjekke andelen af de økologiske ingredienser, hvis det er det, der er vigtigt for en.

God råd når du køber hudpleje:

- Hvis du ønsker økologisk og naturligt, så gå efter certificeringer, gerne Ecocert eller eventuelt Soil Association Organic, BDIH og NaTrue, så der er krav til, hvor meget af indholdet der er økologisk eller naturligt.

- Gå efter Svanemærket, så der er styr på de problematiske kemikalier. Svanemærket betyder til gengæld ikke, at produktet er økologisk eller uden parfume. Svanemærket udelukker heller ikke petrokemiske olier, som nogen gerne vil undgå.

- Pas på med at købe hudpleje i udlandet. I 2015 var der eksempelvis forbud mod 11 problematiske kemikalier i kosmetik i USA, mens der i EU var forbud mod 1378.

- De tre mest allergifremkaldende parfumestoffer er ifølge Forbrugerrådet Tænk: Hydroxyisohexyl 3-cyclohexene carboxaldehyde, evernia prunastri (oak moss) og isoeugenol. Det er en god idé at begrænse sin udsættelse for parfume generelt.

Kilder: Christel Søgaard Kirkeby, Forbrugerrådet Tænk, kemi.taenk.dk

/ritzau/FOKUS