Med de sociale mediers indtog oplever flere unge, at der bliver delt billeder af dem på internettet, som de ikke har lyst til at dele.

. En voldsom druktur med dertilhørende pinligheder eller et intimt øjeblik, hvor du gør dig romantisk for din udkårne. Begge er situationer, hvor du - bevidst eller ubevidst - risikerer at blive fotograferet.

Og for mange er det voldsomt ubehageligt, når nøgen- eller fuldemandsbilleder begynder at brede sig som ringe i vandet på internettet.

Men hvordan får du stoppet billedernes udbredelse, og hvilke rettigheder har du egentlig?

Hos Børns Vilkår rådgiver man, blandt andet via Børnetelefonen, ofte børn og unge i, hvordan de får fjernet krænkende billeder fra internettet.

Billederne vil typisk figurere på sociale medier, og Børns Vilkår råder til, at man altid tager kontakt til den person, der har delt billedet.

- Det bedste, du kan gøre, er hurtigst muligt at kontakte personen, der har lagt billedet op og få personen til at fjerne billedet. Det kan du få hjælp til på eksempelvis Facebook, hvor du med et såkaldt anmelderværktøj kan sende en standardbesked, der høfligt beder om, at billedet bliver slettet, siger børnefaglig konsulent Charlotte Smerup fra Børns Vilkår til Ritzau Fokus.

Er billedet bevidst delt for at genere dig, opfordrer Børns Vilkår også til, at du gør personen opmærksom på, at det faktisk ikke er lovligt at dele billedet på internettet.

I den forbindelse er det afgørende, at du handler hurtigt, så du mindsker udbredelsen af billedet så meget som muligt.

Men selv med de bedste overtalelsesevner er det ikke sikkert, at du kan tale personen bag billedet til fornuft. Derfor kan du også tage andre midler i brug, hvis du vil billedet til livs.

- Først og fremmest skal du tage fat i udbyderen, hvor billedet ligger. Her kan du anmelde personen, der har lagt billedet op, og forklare, hvorfor du føler sig krænket. Så vil udbyderen tage stilling til, om billedet skal fjernes, siger Charlotte Smerup og siger, at du også kan vælge at anmelde sagen til politiet eller gå til Datatilsynet.

Hos Datatilsynet skelner man overordnet mellem situationsbilleder og portrætbilleder, når det skal vurderes, om billederne må offentliggøres.

- Ved portrætbilleder skal du som udgangspunkt have givet samtykke til, at billedet kan blive offentliggjort, mens udgangspunktet er, at situationsbilleder - som eksempelvis kan være fra en koncert eller en sportsbegivenhed - kan offentliggøres uden samtykke, siger Helle Ginnerup-Nielsen, som er specialkonsulent i Datatilsynet.

Det er dog ikke alle situationsbilleder, der kan offentliggøres uden samtykke. Eksempelvis kræver det samtykke at offentliggøre billeder af besøgende på en bar, eller når situationsbillederne siger noget om de afbillede personers private forhold.

Ved offentliggørelse af situationsbilleder er det afgørende kriterium, at den afbildede ikke med rimelighed må kunne føle sig udstillet, udnyttet eller krænket.

- Billederne skal så at sige være harmløse. Der skal en konkret vurdering til for at fastslå, om offentliggørelse af et billede er lovlig, siger Helle Ginnerup-Nielsen.

Fakta om billeder på internettet:

- Er billedet et portrætbillede, skal du give lov til, at billedet bliver offentliggjort.

- Jo før du beder om, at billedet bliver slettet desto bedre.

- Tag først kontakt til personen, der har delt billedet.

- Bed de sociale medier om at hjælpe med at få fjernet billedet.

- Hvis intet hjælper, og du føler dig krænket, kan du anmelde sagen til politiet eller Datatilsynet.

/ritzau/FOKUS