Sommer, solskin og saltvand kan være ekstremt hårdt ved dit hår, hvis du ikke tager de nødvendige forholdsregler, fortæller eksperterne.

København: Der er ikke mange, der brokker sig over vejret, når solen skinner, som den har gjort i maj måned. Men rent faktisk er solens varmende stråler ikke udelukkende godt nyt. I hvert fald ikke for dit hår.

- Hvis vi ikke passer særligt godt på vores hår i denne tid, så kan håret let blive udpint og udtørret. Hårene knækker lettere, og man risikerer at fælde mere. Solen har også evnen til at få håret til at miste sin farve og glans, lyder det fra den kendte frisør Dennis Knudsen.

- Nu, hvor sommeren er over os, er det ekstra vigtigt at få plejet håret med en masse fugt, da håret ofte bliver mere tørt i forbindelse med sol, saltvand og eventuelt klorvand, hvis du bader i en swimmingpool, siger Dennis Knudsen til Ritzau Fokus.

De fleste danskere kender udmærket til vigtigheden af at bruge solcreme om sommeren, men det er ikke kun din hud, der skal beskyttes mod solens uv-stråler.

Når man nærmest fra den ene dag til den anden går fra de lange, mørke måneder til at opholde sig udendørs i solen flere timer om dagen, oplever mange, at deres hår bliver mere tørt og spaltet.

- Håret er ekstra udsat, og derfor kræver det også, at man giver det dobbelt så meget fugt. Hår er lige som hud, men vi er jo ikke så dårlige til at beskytte huden med cremer og produkter om sommeren. Vi skal huske at give håret lige så meget pleje, som vi gør med vores ansigt og krop, siger frisøren Gun-Britt Zeller, der anbefaler, at man som minimum bruger en ekstra fugtgivende shampoo om sommeren.

Der findes en lang række produkter, der indeholder uv-filter til dit hår.

Samtidig er det også vigtigt, lige som det er tilfældet med huden, at søge skygge i ny og næ, når solen står højst, hvis du vil mindske risikoen for tørt, usundt hår og spaltede spidser.

- Håret bliver meget mere bleget i solen, og især hvis man lige har brugt en masse penge på at få farve eller striber i håret, så er det jo ærgerligt, hvis det hurtigt bliver misfarvet, fortæller Gun-Britt Zeller.

Men der er ingen grund til at holde sig inden døre sommeren over, fordi man frygter for sin hårpragt, når blot man tager sine forholdsregler. Faktisk er der også flere fordele ved sommeren, når det kommer til håret.

- Hvis du vil have flotte bølger i håret, så kan du vælge at lave fletninger, inden du bader i havvand, og så lade håret tørre i solen. Det giver bevægelse og en masse bølger i håret, når du slår det ud igen, forklarer frisøren Dennis Knudsen.

- Hvis du ved, du skal ud og solbade, så er det et godt trick at tage en kur i håret på forhånd. Så kan man både få en sund kur i håret, mens håret bliver beskyttet mod solens stråler, mens man selv får sol. Det er jo kanon, lyder rådet fra Gun-Britt Zeller.

Fem gode råd til at beskytte håret om sommeren:

- Brug hårprodukter med uv-filter. Der findes både shampoo, lotion og andre beskyttende produkter, der hjælper dig i solen.

- Hold håret ekstra fugtigt med en fugtgivende shampoo, lotion eller olie.

- Giv gerne dit hår en hårkur to gange om ugen sommeren over. Det hjælper til at holde håret sundt og modstandsdygtigt.

- Skyl håret under bruseren efter badeturen. Saltvandet er hård kost for dit hår. Det samme gælder for klorvand, hvis du bader i en pool, der kan give lyst hår et grønligt skær. Brug eventuelt badehætte, hvis du har farve i dit hår.

- Dæk håret til med en solhat, kasket, bandana eller andet, der kan give håret lidt siesta fra solen et par timer om dagen. Det gælder især, hvis du har farvet hår, som kan blive misfarvet af solens stråler.

Kilder: Frisør Dennis Knudsen og frisør Gun-Britt Zeller.

/ritzau/FOKUS