Fire ud af ni opladere til iPhones og Macbooks dumper i ny test, fordi de kan give stød eller bryde i brand.

Man burde ikke være bange for at stikke sin oplader i stikkontakten, når der skal strøm på mobilen eller computeren, men Apple har flere gange haft problemer med at garantere sikkerheden i sine opladere.

Senest i januar blev 280 millioner opladere til telefoner og computere kaldt tilbage verden over.

Nu viser en ny test af uoriginale opladere til Macbook og iPhone, som elsikkerhedsekspert Kim Boll har lavet for forbrugermagasinet Kontant, at fire ud af ni opladere er så farlige, at de ifølge eksperten burde være ulovlige.

- Det er virkelig farlige produkter, vi har med at gøre her, og jeg vil anbefale alle, som har sådan en derhjemme, at smide den ud eller få pengene tilbage. Lad være med at bruge den, siger Kim Boll til Kontant.

Opladerne i testen er alle købt i danske butikker og netbutikker.

De to værste opladere er begge USB-opladere til iPhone. Den ene er af mærket Sinox A1, og kommer fra den danske virksomhed Sinox, mens den anden er en Code, 3.1A Wall Charger, som forhandles i Føtex og Bilka til 199 kroner.

Begge opladere er brandfarlige, og ledningerne inde i opladerne er ikke sikret. Det betyder, at man risikerer at få stød, hvis man rører sin telefon, mens den sidder i opladeren.

Derudover dumpede opladeren Power Supply for Macbook by Microcharger, som forhandles hos Amadeus PC. Hvis man bruger denne oplader, risikerer man ifølge testen, at opladeren drypper med brændende plast og antænder det, der ligger under opladeren.

Opladeren ved navn Deltaco USB-AC50, der forhandles hos avXperten.dk dumpede også, fordi stikbenene kan vrides. Hvis de gør det, kan ledninger i opladeren gå løse, og man kan risikere at få stød.

Alle fire virksomheder, som sælger opladerne, har nu stoppet salget. Dansk Supermarked har henvendt sig til Sikkerhedsstyrelsen angående opladeren, som blev solgt i deres butikker.

Men selvom der efterhånden er mange eksempler på brandfarlige opladere, er Sikkerhedsstyrelsen ikke lagt ned af henvendelser, oplyser kommunikationschef, Mette Cramon.

- Vi skylder at sige, at det ikke er alle danske opladere, der står i bål og brand. Men der er altid en risiko, når man oplader lithiumbatterier, siger hun.

Når man skal købe en oplader, kan man ifølge Mette Cramon ikke bedømme dens sikkerhed på prisen.

- Billige opladere skal leve op til de samme sikkerhedskrav som dyre opladere. Vi råder forbrugerne til at købe opladere hos forhandlere, de har tillid til, siger hun.

Og med en smule snusfornuft, kan man mindske brandfaren, når man lader sit elektronik op.

- Vi anbefaler, at man ikke oplader produkter, mens man sover, eller når man ikke er hjemme. Hvis der sker en kortslutning i opladeren, vil den typisk lugte brændt, og så er det vigtigt, at man er i nærheden og kan reagere, siger hun.

Desuden skal man ikke lade opladeren ligge oven på hovedpuder, tæpper eller andre materialer, der let kan bryde i brand.

Og hvis man opdager, at det plastik eller gummi, som sidder omkring opladeren, er røget af, eller opladeren ser defekt ud, skal man stoppe med at bruge den, lyder rådet fra Mette Cramon.

 

/ritzau/FOKUS