2016 bliver sandsynligvis endnu et gunstigt år for den iberiske skovsnegl - kendt som dræbersneglen. Derfor skal du sætte ind allerede nu.

København: Efteråret og vinteren har været mild og fugtig, og det betyder desværre at den iberiske skovsnegl - bedre kendt som dræbersneglen - er klar til at invadere din have talstærkt denne sommer.

Endnu er de fleste bare to til tre centimeter, så det er nu du skal ud i haven og finde dem. Særligt hvis du ikke fik fjernet snegleæggene i sensommer og efterår, kan der meget vel en invasion på vej.

Men i stedet for at gå hele haven igennem dag efter dag, kan man lokke dræbersneglen derhen, hvor man vil.

- Læg noget haveaffald i et fugtigt hjørne af haven. Der vil sneglene foretrække at være. Når det har regnet, eller når duggen falder, kommer de frem, og så er det bare ud med saksen, forklarer Inga C. Bach, der fagredaktør i Haveselskabet, til Ritzau Fokus.

Dræbersnegle er meget glade for icebergsalat, og er det lidt råddent, er det særlig godt.

Den lokkemetode bruger naturvejleder i Skov- og Naturstyrelsen Stephan Springborg også. Han påpeger, at den metode har en sidegevinst.

- Sådan et område tiltrækker andre natdyr som pindsvin, der spiser dræbersneglene, siger han.

Et andet trick er at lægge en sort plastiksæk ud i haven. Den tiltrækker dræbersneglene, og når man så har slået det første kuld ihjel, skal man bare vente en halv time, for de døde snegle tiltrækker andre, forklarer han videre.

Desuden er såkaldte ølfælder gode at bruge i mindre haver.

- Man kan lokke dem til med en ølfælde, som er en bakke, man hælder øl i. De tiltrækkes af lugten af gær, så man kan også bare opløse noget gær i vand. Så er det bare at fiske dem op ad bakken og slå dem ihjel, forklarer Inga C. Bach.

Det kan være tillokkende at bruge gift for at komme dræbersneglene til livs, så de ikke invaderer og raserer både køkkenhave og prydplanter.

Tidligere han man kunnet købe såkaldte sneglekorn, men det er giftigt for andre dyr og er dermed blevet forbudt.

- De eneste kemiske sneglemidler, som lovligt må bruges i Danmark, er sneglekorn, som indeholder Jern(III)fosfat og et lokkemiddel. De vil få sneglene til at holde op med at spise, hvilket de så dør af til sidst, siger Inga C. Bach.

Endelig finders der også det biologiske bekæmpelsesmiddel Nemaslug.

- Det består af en bestemt art af nematoder, hvilket er bittesmå rundorme, der inficerer sneglen via åndehullet. Nematoderne formerer sig i sneglen og søger mod næste snegl, når den er død, forklarer Inga C. Bach.

Gode råd i krigen mod dræbersneglene:

- Dumpning af have- og madaffald i naturen, er med til at øge mængden af dræbersnegle i området, hvilket kan gå hårdt ud over det øvrige dyreliv.

- Vær ikke bange for, at du forstyrrer naturens kredsløb, når du myrder løs på dræbersneglen. Det er en invasiv art, der helst skal udryddes helt.

- Foruden pindsvin spiser også løbebiller og fugle dræbersnegle. De tiltrækkes ligeledes af et fugtigt område i haven med vild natur og haveaffald.

- Man kan også tiltrække dræbersneglen med opblødt tørfoder til hunde og katte.

- I sensommeren og efteråret lægger sneglene æg, så her kan man komme næste års invasion i forkøbet.

Kilder: Inga C. Bach og Stephan Springborg

/ritzau/FOKUS