KØB PLUS!

Netdatere afviser frække fotos

Hvis man leder efter en kæreste på nettet, er det ikke pikante fotos, man skal lokke med.

Et godt billede, der siger noget om dig som person. Og hvor du smiler. Samt en ærlig og personlig beskrivelse af dig selv.

Det er, hvad du skal bygge på, hvis du vil have potentielle kærester til at tjekke din profil ud på en dating side. I hvert fald hvis man skal tro en undersøgelse blandt 2000 tilfældigt udvalgte brugere på Dating.dk.

Derimod er det tilsyneladende en decideret dårlig ide at satse på billeder, hvor du udstiller dig selv i mere eller mindre pikante og afklædte situationer, viser svarene.

I undersøgelsen spurgte man 1000 kvinder og 1000 mænd, hvad de mener er det vigtigste element i en datingprofil.

Og ikke overraskende er det billedet, der er topscorer. Halvdelen af både mænd og kvinder oplever, at profilbilledet er det vigtigste.

På andenpladsen kom teksten, altså daterens præsentation og beskrivelse af sig selv. Denne tekst er ifølge ca. 40 pct af daterne det væsentligste element, når de vurderer, om en profil er interessant eller ej.

Og endelig er der en gruppe på knap 10 pct, som synes, at det er de potentielle kæresters uploadede fotoalbum, der er afgørende for, om en profil er interessant, viser svarene fra de 2000 datere.

Når det gælder profilbilledet, er der forskellige vurderinger af, hvordan det skal se ud. 20 pct af kvinderne og 30 pct af mændene lægger simpelthen vægt på, at personen på billedet ser godt ud.

40-50 pct af begge køn lægger - meget sympatisk - vægt på at 'billedet siger noget om personen', som det hedder. Så her må du overveje, hvordan du kan få komponeret et billede, som viser noget mere om dig end dit udseende.

Endelig mener ca 30 pct. af både mænd og kvinder, at det allervigtigste er, at du smiler på dit profilbillede.

Bundskraberen er såkaldt 'frække billeder'. Kun en pct. af mændende og en promille af kvinderne i undersøgelsen vil være ved, at et pikant profilbillede skulle være afgørende for, om en person er kærestepotentiale. Også 'frække billeder' i fotoalbummet er ifølge undersøgelsen et no-go. Også her tillægger under en pct af begge køn det afgørende betydning, om der er adgang til nøgenbilleder af kommende kærester.

I hvert fald ifølge deres egne svar. Hvor meget der så bliver klikket og kikket på de frække billeder, siger undersøgelsen ikke noget om.

Læs også: