De seneste dage har omkring 5.000 danskere, som har handlet hos net-supermarkedet nemlig.com, modtaget en mail fra virksomheden.

Og det er ikke gode nyheder. Det er en mail, hvor nemlig.com forklarer kunderne, at supermarkedet har været ramt af en sikkerhedsbrist.

Der står blandt andet:

’Vi skriver til dig, fordi vi i januar 2019 konstaterede en sikkerhedsbrist i ét af vores IT-systemer, der gjorde det muligt for uvedkommende at tilgå information om dit navn, adresse og varekøb. Vi lukkede naturligvis straks ned for denne sikkerhedsbrist og rapporterede hændelsen til myndighederne’.

Mailen til kunderne
Mailen til kunderne
Vis mere

Nemlig.com oplyser overfor B.T., at Datatilsynet siden har vurderet situationen og besluttet, at nemlig.com skulle tage kontakt til de 5.000 kunder, som havde hemmelig adresse, og forklare, hvad der er sket.

Nemlig.com insisterer dog på, at kunderne ikke har noget at være bange for.

’Kunder kan trygt handle på nemlig.com. Vi har ikke observeret, at data er tilgået fra eksternt hold. Der er derfor ikke tale om et datalæk’, lyder det i en skriftlig kommentar.

Nemlig oplyser samtidig, at man arbejder på at forbedre IT-sikkerheden på webshoppen.