Julen er ikke traditionernes fest, når det kommer til gaven til hende. Eksperterne skælder dagens mand ud og giver en hjælpende hånd.

Noget frækt lingeri, noget til køkkenet eller en parfume. Julen er hyggens- og traditionernes fest. Særlig traditionel bliver den, når det kommer til de gaver, mænd køber til deres bedre halvdel.

Dorthe Kandi er redaktionschef på Femina og modtager af både fantastiske gaver, men også de mere trivielle fra ægtemanden gennem de seneste 22 år.

»Jeg tror ikke, det er mangel på vilje, men mænd har det nok lidt for meget på rygraden. De glemmer lidt at tænke, "hvad kan jeg ellers gøre". Der er ikke noget i vejen med undertøj og parfume, men det bliver også lidt en sikker vinder,« siger hun til Ritzau Fokus.

Og her kommer det første, det vigtigste og mest ukonkrete råd, du bør følge.

»Det vigtigste, han overhovedet skal tænke på, er, at hun gerne vil føle sig eftertragtet, begæret og elsket. Punktum. Det kan oversættes til, at hun bliver set, som den person, hun er,« siger Emilia van Hauen, der er kultursociolog, til Ritzau Fokus.

Lidt forsimplet sagt skal du altså fokusere mindre på hende som kvinde og meget mere på hende som en unik person, du gerne vil smigre dig ind på.

Ja, det lyder lidt uoverskueligt, når juleaften allerede er inden for rækkevidde, og du er faktisk også kommet lidt sent i gang, hvis man spørger Dorthe Kandi. Den personlige gave er nemlig et helårsprojekt.

»Jeg går selv og tager noter hele året, så jeg kan give en gave, der er personlig. Det vil jeg da anbefale mænd at gøre også,« siger hun.

Hvis den strategi er udelukket, kan du i hvert fald notere dig, hvad du nok ikke skal købe i et desperat sidste øjeblik.

»Jeg tror, mange kvinder ville blive en LILLE smule fornærmet over en gave til køkkenet, råder Dorthe Kandi venligt - men bestemt.«

Og det duer forresten heller ikke at forære hende julegaven fra firmaet, fordi sidste års gave jo alligevel var så stor og dyr.

»Først og fremmest vil jeg sige til alle mænd: Køb en gave. Vi skal have en gave hvert år,« slår Dorte Kandi fast.

Det er ikke let, men det var der heller ingen, der lovede dig, at det skulle være. Du kan dog godt tillade dig at bede hende være en smule konkret, mener Emilia van Hauen.

»Kvinder skal ikke tro, at han kan gætte deres tanker, drømme og længsler. Fortæl ham det. De fleste mænd fungerer sådan, at når de først har fået en opgave, skal de nok løse den. Hvis de derimod skal gætte det, siger jeg bare: Held og lykke,« slutter hun.

Det var nok skæld ud for denne gang. Nedenfor er der fem gode råd fra Gaveraad.dk, der forhåbentligt skubber dig i den rigtige retning. Knæk og bræk og god julefred.

Fem skub i den rigtige retning

- Oplevelsesgaver. Giv hende en oplevelse, hun aldrig vil glemme. Oplevelsesgaver er ofte minder for livet.

- Personlige smykker. Smykker med navn eller symboler, der har særlig betydning for hende, er et sikkert hit.

- Den kreative gave. Giv hende en gave, som du selv har lavet. Selvgjorte gaver skaber ofte stor glæde, da de viser, at man interesserer sig for den anden person. Indspil en sang eller lav en kalender med egne billeder.

- Arranger en tur for hende. Planlæg en dag eller en weekend fyldt med oplevelser og tid hvor I kun er jer to.

- Overraskelsen der ikke står på ønskesedlen. Der findes i dag utrolig mange sjove og anderledes gaver, som de fleste ikke lige ønsker sig. Gadgets, der gør hverdagen lettere og sjovere.

Kilde: Gaveraad.dk

/ritzau/FOKUS