Lys og lamper er afgørende for at skabe en rar og hyggelig stemning i dit hjem. Faktisk skal du tænke dit lys i tre lag.

. Når man står i en lampeforretning, kan mange have tendens til fokusere mest på lampens udseende og design frem for lampens funktion og det lys, den afgiver.

Men lys er ikke bare lys. Det rigtige lys er meget afgørende for, hvordan det føles at være i et rum, og med de mørke tider for døren kan du med fordel indrette din bolig med lækkert lys.

De fleste vælger lamper, der lyser nedad. Men det kan få rummet til at virke mindre og give en mørk fornemmelse, fortæller Anne Bay, direktør i Dansk Center for Lys.

- Lys, der vender nedad, kan få vægge og loft til at henlægge i tusmørke. Det kan være godt at vælge lamper, som også sender lys opad. Det kan være en pendel med en opal-skærm, siger hun.

Når du har købt dine lamper, skal de placeres.

Her skal du tænke i tre lag af lys.

1) Du skal have en generel belysning, så man kan se vægge, loft, hjørner og døre.

2) Du skal have lamper med kraftigere lys, der hvor du skal bruge det. Det kan være ved computeren eller i stolen, hvor du laver håndarbejde eller læser avis.

3) Og endelig kan du skabe stemningslys med stearinlys eller lyskæder.

Du kan også placere en lampe et sted, hvor du vil lave et samlingssted i rummet.

Når lamperne er placeret, skal der pærer i. Her skal du kigge på pærens Kelvin-tal, som viser lysets farvetemperatur.

Pærer med koldere lys er mellem 3000 og 4000 Kelvin, mens pærer med varmere lys er mellem 2700 og 3000 Kelvin, bemærker indretningsarkitekt og lysrådgiver for institutioner, skoler og virksomheder.

- Det er vigtigt at variere mellem koldt og varmt lys, ligesom der er i naturen, siger Lone Lings.

Du kan for eksempel vælge et koldere lys over spisebordet, så længe du køber en pære med en god farvegengivelse, så bøffen får den rigtige farve. På de fleste pærer kan du se farvegengivelsen markeret med tallet Ra, som gerne skal være over 90.

Det kan være aldersbestemt, om man bedst kan lide varmt eller koldt lys.

- Børn kan bedst lide varme farver, mens voksne fra 30-års-alderen har brug for de koldere farver for at kunne se nok, siger Lone Lings.

Derfor kan det være en god idé at sætte en varmere pære i pendlen på børneværelset. Til gengæld kan man sætte en koldere pære i barnets sengelampe, hvis forældrene ofte bruger lampen, når der skal læses godnathistorie.

Endelig er det vigtigt at holde sig for øje, at lyset fra en lampe spiller sammen med farven på væggen. Et børneværelse i sart lyserød kan for eksempel se brunt ud, hvis pæren er for kold.

Når du køber pærer, hænger pris og kvalitet oftest sammen, siger Lone Lings.

- Hvis du køber en LED-pære til 20 kroner, får du for 20 kroner lys. Hvis du køber en LED-pære til 200 kroner, får du for 200 kroner lys, siger hun.

Derfor foreslår Lone Lings at investere i en dyrere LED-pære til 300-400 kroner til spisebordet, mens du kan nøjes med en billigere pære til de lamper, der skal lyse hjørnerne op.

Fakta: Vælg den rigtige pære

- Gå efter LED og sparepærer. De bruger 4-5 gange mindre strøm end halogener og holder meget længere.

- Hvis du skal købe en pære med god farvegengivelse, bør du gå efter en Ra på mindst 90 og en Kelvin på 2700 til 3300.

- Gå efter en lang levetid: Sparepærer: Mindst 10.000 timer. LED: Mindst 15.000 timer.

- Husk, at du skal kigge efter lumen i stedet for watt, når du skal finde den rigtige lysstyrke.

- Tjek, om pærens spredningsvinkel passer til lampen. Spredningsvinklen står ofte på emballagen og angives som grader (°). Spredningsvinklen bør være over 180° til almen belysning.

Kilde: Sparenergi.dk

/ritzau/FOKUS