Supermarkedet vrimler med varer, der er sukkerfri, light eller med reduceret indhold. Få eksperternes råd til at finde vej i junglen.

. Fødevareproducenterne lokker med sukkerfri is, fedtfri kakao og light dressing. Andre varer lover, at de medvirker til en god og naturlig knoglevækst eller er spækket med vitaminer.

Men det er ikke alt, der står på forsiden af dine fødevarer, som du bare skal tage for "gode varer".

- Der er ingen tvivl om, at det er svært for forbrugeren at fortolke eksempelvis sundhedsanprisninger. Især de meget relative anprisninger som light eller "mindre end ..." - for mindre end hvad? Hvad er normalniveauet? Så det er svært at gennemskue, siger Camilla Udsen, seniorrådgiver i fødevarepolitik hos Forbrugerrådet Tænk.

At en vare bliver betegnet som sukker- eller fedtfri er heller ikke nødvendigvis ensbetydende med, at der slet ikke er spor af enten sukker eller fedt i.

En fedtfri vare må indeholde op til 0,5 gram fedt, og selv om det selvfølgelig ikke er alverden, er det et signal om, at man ikke skal stole blindt på forsiden af en vare. Man skal tage de kritiske briller på og kaste et blik på varedeklarationen, råder Camilla Udsen.

- Som forbruger skal man være kritisk over for den slags udsagn på fødevarerne. Man skal tænke, at alle de her udsagn er markedsføring, og det skal få fødevaren til at se sund ud. Så man skal have de kritiske briller på og vende pakken om og lære varedeklarationen at kende, siger Camilla Udsen.

For at sikre at fødevareproducenterne ikke bruger sundhedsanprisninger på varer, som i øvrigt ikke er sunde, skal de ifølge anprisningsforordningen overholde næringsprofiler, der sikrer, at varen lever op til nogle sundhedsmæssige krav. Det eneste problem med det er, at næringsprofilerne aldrig er faldet på plads i EU.

Der er altså ikke noget specifikt at leve op til.

Ernæringsprofilerne skal sikre, at ernærings- og sundhedsanprisninger ikke anvendes på fødevarer, som har en uhensigtsmæssig sammensætning, for eksempel på grund af et højt indhold af salt, sukker eller mættede fedtsyrer - og derved beskytte forbrugeren mod vildledende markedsføring, forklarer Dagny Warming fra Fødevarestyrelsen.

- Men ernæringsprofilerne er desværre endnu ikke etableret, og EU-Kommissionen er i øjeblikket ved at undersøge, om denne bestemmelse i forordningen fortsat er formålstjenlig, siger han.

Fakta: Forstå sundhedsanprisningerne:

- Kravene til "reduceret indhold ..." er, at der skal være tale om en reduktion på mindst 30 procent i forhold til lignende produkter.

- Light/let kan referere til lavere indhold af enten fedt, sukker eller energi. "Light" eller "let" skal overholde de samme krav, som for anprisningen "reduceret indhold af [navn på næringsstoffet], og anprisningen skal derover ledsages af en angivelse af, hvilke egenskaber der gør fødevaren "light" eller "let".

- For at anvende sundhedsanprisninger som: "Calcium er nødvendigt for vedligeholdelse af normale knogler", skal produktet indeholde en betydelig mængde calcium.

- Fedtfri varer må indeholde op til 0,5 gram fedt per 100 gram.

Kilde: Fødevarestyrelsen.

/ritzau/FOKUS