Venter der en ordentlig bunke opgaver efter ferien? Så læs her nogle gode råd til at komme tilbage på kontoret, uden at læsset vælter.

. Flere har allerede sat sig i kontorlandskabet igen efter sommerferien, mens andre kan lure enden på friugerne lige om hjørnet.

Og for mange kan de sidste feriedage ødelægges lidt af, at tanker om ventende opgaver og hængepartier ligger og venter. Det fortæller Anne-Mette Ravn, som er administrerende direktør konsulenthuset Hartmanns, der arbejder med rekruttering og ansættelser.

- Hvis man ikke føler, at man har styr på de opgaver, der venter, eller at man fik lukket ordentligt ned for eksisterende opgaver, inden man gik på ferie, så kan det give både dårlig samvittighed og stressfølelser, forklarer hun til Ritzau Fokus.

Ifølge Ravn bør man både geare ned, inden man går på ferie, men man også på arbejdspladsen bør tage en snak om, hvordan man kommer tilbage fra ferie.

Små praktiske greb som ikke at planlægge møder eller nye opgaver den første dag tilbage kan også give tid til, at man kan nå igennem sine e-mails og danne sig et overblik, inden man kaster sig over den første opgave.

- Hvis man nu har vendt det på et personalemøde, at der ikke skal ligge store opgaver og vente på førstedagen, så kan det også dæmme lidt op for følelsen af pres, som nogle oplever, når de vender tilbage, påpeger Anne-Mette Ravn.

Det er naturligt, at der skal ske en omstilling, og den skal man lige give tid og acceptere i stedet for at slå sig selv i hovedet med, at man ikke leverer en toppræstation fra dag et.

Det siger psykolog og indehaver af Arbejdspsykologisk Center Anton Eg Andersen til Ritzau Fokus.

Han påpeger også, at det er vigtigt at være en god kollega for dem, som kommer tilbage. De har ikke brug for at få fem nye opgaver på deres bord den første dag, og i sit arbejde med arbejdspsykologi er der særligt en gruppe ansatte, som Anton Eg Andersen oplever, har brug for hensyn.

- Hvis man tidligere har haft stressproblematikker, vil det typisk også være en stressende opgave at vende tilbage fra ferie. Så har man brug for ro til at danne sig et overblik og ikke for at blive presset af en utålmodig chef eller kollega, siger han.

Anne-Mette Ravn anbefaler, at man lægger ud med nogle nemme opgaver, som kun kræver et opkald eller en e-mail. Så kan man løse dem først, så man får krydset et par opgaver af hurtigt.

Hun anbefaler desuden, at man ikke arbejder over de første dage for at indhente noget. Faktisk skal man hellere gå en smule før, indtil man er helt op i omdrejninger.

Og så skal den næste ferie eller forlængede weekend skrives i kalenderen straks.

- Det at kunne se frem til det næste åndehul igen giver mere overskud på arbejdet, siger hun.

Fakta: Sådan går du bedst på ferie:

- Gear ned inden. Få kolleger til at varetage de opgaver, som ikke kan vente ferien ud og sørg for at forventningsafstemme med dine omgivelser, så kunder og forbindelser ved, at du er på ferie.

- Undlad at booke møder, opgaver eller noget der kræver meget tid den første dag tilbage.

- Brug den første dag tilbage på at skabe overblik, læse e-mails og lægge en plan for de kommende dage og uger.

- Pluk de lavthængende frugter først. Er der noget, du kan klare med et opkald eller en e-mail?

- Tal med dine kolleger om ferien og dine oplevelser. Vær en god kollega og spørg ind til dem, der kommer tilbage.

- Gør opmærksom på, at du er ferieramt. Måske endda med et lille flag eller en hat, så andre ved, at du ikke kan tage imod nye opgaver lige nu.

- Arbejd ikke over for at indhente noget. Det vil blot øge din følelser at, at arbejdet er uoverstigeligt.

- Start op igen midt på ugen. Starter du en onsdag eller en torsdag, er din første uge tilbage på job dejlig kort.

Kilde: Anne-Mette Ravn, Hartmanns.

/ritzau/FOKUS