Køen er allerede over 50 meter lang foran Valby Hallen fredag eftermiddag.

En blandet skare af unge kærestepar, pensionister, midaldrende mænd, kørestolsbrugere og veninde-flokke venter på at komme ind til Erotic World, der er Danmarks største sex- og erotikmesse.

Sexmesse i Valby Hallen

Det første, der springer i øjnene indenfor, er en halvnøgen kvinde, som ligger på en bardisk – med sushi over hele kroppen. Så hvis man aldrig før har fået serveret en japansk maki-rulle på et sæt silikone-bryster, er chancen der nu.

Ved siden af sidder en afklædt ung pige i et glasbur i færd med et webcam-show, omringet af nysgerrige mænd og kvinder.

»Nyd det skatter! Gid det var mig, der sad derinde,« lyder det fra en af pigens kolleger, der er iført korte lyserøde hotpants og nedringet tanktop.

I to store haller finder man et kæmpe udvalg af handelsstande, som sælger alt lige fra frækt undertøj, sexlegetøj og kostumer, til lak, læder og latex i alle afskygninger – der er lidt for enhver smag.

I baggrunden har stripperen ’Megan’ indtaget showscenen. Højtalerne blæser hård Rammstein-rock ud i salen, mens hun vrider sig på gulvet foran den store gruppe tilskuere.

Gik op i flammer

Manden bag arrangementet er Dennis Møller fra Glostrup. Han forklarer, at hans mission er at genoplive de store sex- og erotikmesser, der bogstaveligt talt gik op i røg, da K.B. Hallen brændte i 2011.

»Siden K.B. Hallen brændte, har der ikke været nogen sexmesser i samme størrelse, og vi vil gerne have det tilbage, som det var i de gode gamle dage. Det skal være en god, sjov og spændende oplevelse for hr. og fru Danmark,« siger Dennis Møller, der blandt andet tidligere har været med til at afvikle Danish DeeJay Awards og Copenhagen Pride.

Han oplyser, at der fredag var solgt cirka 8.000 billetter til Erotic World, som fortsætter til og med søndag.

»Årets sex- og erotikmesse er for alle og enhver – uanset om man foretrækker intimitet bag en lukket dør og fire vægge, eller om man nyder at udstille sig selv og sin seksualitet, så hele verden kan se det,« siger Dennis Møller.