Det er vigtigt at spise grove grøntsager som broccoli og kål. Hvis du ikke bryder dig om smagen, kan du nemt gøre grøntsagerne appetitlige

. 83 procent af voksne danskere får ikke de seks stykker frugt og grønt om dagen, som Fødevarestyrelsen anbefaler, og tanken om rå broccoli eller kogt blomkål kan få mange børn og voksne til at rynke på næsen. Men det er vigtigt at få de grove grøntsager.

- Grove grøntsager bidrager med vitaminer og mineraler og i høj grad også med kostfibre. Kostfibre er med til at give en god balance i tarmene og hiver uønskede stoffer med ud, siger Karina Kyhn Andersen, der er mad- og måltidskonsulent ved Kost- og Ernæringsforbundet.

Hvis du synes, det er en sur pligt at spise de grove grøntsager, kan du nemt camouflere dem i en frisk og kølig smoothie.

Det fortæller Jane Faerber, som har stiftet den populære madblog Madbanditten. I stedet for at lave en klassisk frugtsmoothie, anbefaler Jane Faerber, at man erstatter nogle af frugterne i sin smoothie med grøntsager. Det kalder hun en "greenie".

- Du kan starte med at bruge lidt frugt til at camouflere grøntsagerne og herefter gradvist sætte frugtmængden ned til et niveau, hvor du ikke får en sød drik, men en frisk drik med en lille smule sødme, siger hun.

Den greenie, hun har haft mest succes med, indeholder broccoli og spinat. Det er bedst, hvis grøntsagerne er frosne, fortæller Jane Faerber. Hun blander grøntsagerne med en masse mynte, en smule vaniljepulver, få skiver banan og lidt kokosmælk.

Knoldselleri er også en god grøntsag at lave drinks med, fortæller Jane Faerber. Og rodfrugter tilfører generelt også en sød og krydret smag. Du kan for eksempel lave en smoothie med rodfrugter ved at blande med salat eller spinatblade og appelsin eller æble.

Løg i en smoothie er til gengæld ikke anbefalelsesværdigt, hvis man spørger Jane Faerber, fordi løgsmagen kan være svær at skærme. Det samme gælder hvidkål.

- Hvidkål har en meget skarp smag, men man kan supplere den med ingefær og citron, hvis man ønsker en skarptsmagende greenie, siger Jane Faerber.

Hun har også prøvet kræfter med blomkål. Det var ikke den store kulinariske oplevelse, fortæller Jane Faerber.

Ifølge Karina Kyhn Andersen fra Kost- og Ernæringsrådet kan man sagtens erstatte de uforarbejdede grøntsager med en smoothie en gang i mellem.

- Hvis man nemmere kan variere sin kost ved at lave smoothies, skal man bare gøre det, siger Karina Kyhn Andersen.

Hvis man har fået mod på at begynde at lave greenies, anbefaler Jane Faerber, at man bruger grøntsager, der er så forskellige som muligt. Både salatgrøntsager og kåltyper.

- Man skal ikke være bange for at sammensætte grøntsager på kryds og tværs, og man kan sagtens bruge de grøntsager, som man ikke normalt forbinder med smoothies, siger hun.

Fakta: Dette kan søde grøntsagerne i din smoothie

- Krydderurter som mynte og basilikum

- Lime-, citron- og appelsinskaller

- Lidt tropefrugt som banan, ananas eller mango

- Fennikel

- Vaniljepulver

- Kokosmælk

Kilde: Jane Faerber

/ritzau/FOKUS