Der kan spares mange tusinde kroner på et sommerhus, hvis man leder uden for de mest populære kommuner og postnumre.

. Der er rekordmange sommerhuse til salg i Danmark i øjeblikket. Ifølge Boliga står 14.022 sommerhuse klar til at blive solgt, og det tal har ikke været større, siden boligsiden begyndte at føre statistik i starten af 2007.

Hvis du drømmer om et sommerhus, kan du spare mange tusinde kroner ved at kigge uden for de populære områder.

- Man behøver ikke køre langt væk fra København for at finde et billigt sommerhusområde, siger Curt Liliegren, direktør i Boligøkonomisk Videncenter.

Man skal bare kigge mod Sydsjælland i stedet for mod Nordsjælland. Nogle af landets billigste sommerhuse ligger i Faxe og Vordingborg Kommune.

I Faxe Kommune var gennemsnitsprisen på et sommerhus 9106 kroner per kvadratmeter i sidste halvdel af 2015. I Vordingborg Kommune var prisen 9839 kroner per kvadratmeter.

Til sammenligning var prisen 23.730 kroner per kvadratmeter i landets dyreste sommerhuskommune, Helsingør. Det viser tal fra Boligstatistikken.

Efter Helsingør er Odder, Aarhus og Gribskov Kommune de dyreste sommerhuskommuner i Danmark.

De billigste sommerhuse ligger i Aalborg, Faxe, Lemvig, Lolland og Vesthimmerlands Kommune, hvor kvadratmeterprisen ligger mindst 4000 kroner under landsgennemsnittet.

Der kan også være penge at spare inden for de enkelte kommuner.

- Der er stor prisforskel på sommerhuse i forskellige postnumre, siger Troels Theill Eriksen, cheføkonom i Dansk Ejendomsmæglerforening.

Det kan man se i Gribskov Kommune. Det seneste år har kvadratmeterprisen på et sommerhus i Tisvildeleje i gennemsnit været 33.254 kroner.

I samme kommune og lidt længere fra vandet ligger Græsted, hvor kvadratmeterprisen er halvt så dyr, nemlig 15.496 kroner. Det viser tal, som Boligsiden.dk har trukket.

I Ringkøbing-Skjern Kommune har et sommerhus i Ringkøbing det seneste år kostet 15.862 kroner i gennemsnit per kvadratmeter i modsætning til et hus i Hemmet, hvor prisen var 9662 kroner per kvadratmeter.

I Aarhus-området er det billigere at køre til Glesborg på det nordlige Djursland, hvor kvadratmeterprisen var 11.675 kroner, end at køre sydpå til Odder, hvor prisen var 23.351 kroner per kvadratmeter.

- Det er hovedsageligt beliggenheden, der giver prisforskellen. Man kan sagtens finde sommerhuse af samme kvalitet i de dyre og de billige postnumre, siger Troels Theill Eriksen.

Men hvis man køber sommerhus i de billige områder, skal det være for nytteværdien og ikke for at lave en god investering, siger Curt Liliegren.

 

Fakta: Så meget skal du bruge sommerhuset

- Hvis du vil købe et sommerhus, skal du som tommelfingerregel planlægge at beholde det i mindst fem år.

- Ifølge en analyse fra Arbejdernes Landsbank fra 2016 skal man sigte efter at bruge et gennemsnitligt sommerhus i mindst 13 uger om året, før det - ud fra en økonomisk betragtning - er en bedre forretning at eje end at leje et sommerhus.

Kilde: Troels Theill Eriksen, Arbejdernes Landsbank

 

/ritzau/FOKUS