Der er intet som at fejre weekenden med en lækker brunch. Få her tip til weekendens nemme og sunde brunch.

København: Efter en uge med vækkeur og job er der intet som at sove længe i weekenden. Når man så endelig står op, er de vidunderlige weekenddage som skabt til at give sig god tid til at lave en lækker brunch.

Ligesom alle andre lækre måltider er en brunch bedst, hvis man kan forkæle smagsløgene med både sødt, surt, salt og frisk.

- Hvis du har alle de ting, så spiller det, siger Sally Lundgren Hyldal, der er kok og indehaver af cateringfirmaet Kok & Rul på Sydfyn.

Hun foreslår, at man for at inkorporere det sure element i sin brunch kan lave fermenteret kål som sauerkraut til osteplatten. Man kan også servere en postej og lave sin egen agurkesalat til.

Til postejen kan man have et godt rugbrød, og når det kommer til brødet på bordet, foreslår klinisk diætist Kenneth Christiansen, at man erstatter de lyse rundstykker med et stykke godt rugbrød.

- Der er så mange bagere, der laver så meget godt, friskbagt rugbrød i dag, siger Kenneth Christiansen.

Alternativt kan man lave sit brød selv. Man kan også selv lave mysli ved at tage sine yndlingssager, såsom havregryn, mandler og frø. Man rister det i ovnen og vender det i honning, og så har man sin helt egen yndlingsmysli.

En vigtig ting til den søde del af bordet er naturligvis pandekager. Hvis man søger et sundt alternativ, forslår Kenneth Christiansen, at man erstatter melet med fuldkorns- eller grahamsmel, dropper fedtstoffet og erstatte sukkeret i dejen med vaniljesukker. På teflonstegepander kan man også stege pandekager ved lav varme uden fedtstof.

Han vil dog ikke undsige sig, at der skal sukker på.

- Folk skal også have noget sødt. Vi skal ikke blive alt for asketiske, griner han.

Hvis man alligevel godt kunne tænke sig at få en brunch, hvor der er lagt lidt låg på kalorierne, kan man med fordel stege sin salte bacon i ovnen.

- En skive bacon vejer otte gram. Hvis du tilbereder det i ovnen, steger du meget af fedtet fra. Baconskiven kan komme ned og veje fire gram, hvis man steger det sprødt, siger Kenneth Christiansen.

Man kan naturligvis heller ikke tale om den sunde brunch uden at nævne frugt og grønt. Det hører sig til i en lækker brunch og tilfører det friske til bordet.

Sally Lundgren Hyldal siger, at man, når det kommer til frugt, skal huske at tænke over farverne.

- Man skal også servere det pænt, så øjet får noget at spise, siger hun.

For at lave en sund smoothie foreslår Kenneth Christiansen, at man blander frosne bær, banan, vaniljesukker og A38.

Selv om frugt fra tid til anden får skyld for at være usundt på grund af det høje sukkerindhold, så skal man ikke være nervøs for at spise sig mæt i det. Ifølge Kenneth Christiansen er frugt en af de mest kaloriefattige og fiberrige fødevarer, vi har, og medmindre man er diabetiker behøver man ikke at bekymre sig om sukkerindtaget gennem frugt.

Sådan kan du nemt skære på kalorierne i din brunch:

- Spis rugbrød i stedet for rundstykker

- Steg baconen i ovnen

- Lav dine pandekager med fuldkorns- eller grahamsmel, vaniljesukker og uden fedtstof

- Spis dig mæt i frugt og grønt

/ritzau/FOKUS