Det er blevet koldt og gråt udenfor, og det betyder, at det er højsæson for den obligatoriske efterårsforkølelse. Men det er alligevel som om, der er nogen, der bliver ramt oftere af snue end andre.

Hvis du gerne vil være på det raske hold, så skal du måske kaste et blik på, hvad du putter i munden.

Din kost kan nemlig være med til at sikre et stærkt immunforsvar, siger Hanne Frøkiær, professor i ernæringsimmunologi ved Københavns Universitet.

- Basiskosten er vigtig. Det er vigtigt, at vi får tilstrækkelige niveauer af vitaminer, mineraler, proteiner og visse lipider - alt det vi kalder for essentielle næringsstoffer, siger hun og uddyber:

- Hvis man skal have sin basiskost i orden, skal man spise varieret. Man skal sørge for at få protein. Det kan være fra kød, æg, mælk og mange andre steder, lyder det fra Hanne Frøkiær.

Derudover skal man have diverse vitaminer, og hvis man spiser de anbefalede 5-6 stykker grønt om dagen, får man rigtig mange af vitaminerne dækket, blandt andet C- og A-vitamin. En del af de B-vitaminer, vi skal have, får vi fra fuldkorn og kød.

Det er også vigtigt at have fokus på en sund tarmflora, hvis man vil optimere sit immunforsvar.

Ifølge ernæringsekspert og forfatter Martin Kreutzer, antager man, at omkring 70-80 procent af immunforsvaret beror på en stærk tarmflora.

Martin Kreutzer beskriver tarmfloraen som et spejlbillede af vores ernæring, og derfor er der relativt meget, man selv kan gøre for at optimere den, fortæller han.

Det handler om at spise sundt og at hjælpe de gode bakterier på vej, siger han.

- Det kan man gøre ved at tilføre friske bakterier som fermenterede grøntsager og surmælksprodukter. Og ved at spise fiberrigt kan man sørge for, at de gode bakterrier får noget at spise, så de kan formere sig og ernære sig og vokse. De får tilført næring af de kostfibre, vi får fra fuldkorn, grøntsager og frugt, siger Martin Kreutzer.

Så vi kan både tilføre bakterier og få de bakterier, der er, til at formere sig. Gør man begge dele, kan man virkelig løfte mængden af tarmbakterier.

Hanne Frøkiær betoner også betydningen af at få fibre, så tarmfloraen bliver styrket. Det kan være typer af fibre som inulin, som blandt andet findes i løg og bananer eller typen betaglukaner, som findes i havre og byg.

Det er altså muligt at gøre en solid indsats for et stærkere immunforsvar.

Og indsatsen er bedst givet ud, hvis man sætter ind i god tid, før sygdommen er under opsejling.

- Det handler mere om at være velforberedt end at lappe på det, når man bliver ramt, siger Martin Kreutzer.

Hjælp immunforsvaret på vej:

- Når forkølelsesperioden kommer, gælder det om at møde den så stærk som muligt. Forebyggende kan man prøve at spise bær hver dag og tænke kål ind i hovedmåltiderne. Sørg for at spise fed fisk og tag noget ingefær for at skabe et stærkt fundament.

- Hvis man bliver ramt af forkølelse, kan det hjælpe at spise større mængder zink på førstedagen. Det kan være gennem skaldyr eller zinktabletter.

- Styrk din tarmflora med fiberrig kost, fermenterede grøntsager og surmælksprodukter.

- Der er ikke fødevarer, der i sig selv svækker immunforsvaret, men hvis man propper sig med chips, hvidt brød og hvide ris, kan det være svært også at finde plads til de gode næringsrige fødevarer.

- Søvn betyder rigtig meget. Vores immunforsvar består af hvide blodlegemer, som dannes i knoglemarven. Vi danner millioner af celler hvert døgn, og det kræver meget energi for kroppen, som behøver søvn for at regenerere.

Kilder: Martin Kreutzer, Hanne Frøkiær.

/ritzau/FOKUS