Virker reparationsbajeren, og kan man blande alkohol uden at få tømmermænd? Her får du rådene mod tømmermænd, der rent faktisk virker. Se rådene nederst.

Du vågner op med følelsen af, at din mund er beklædt med frotté, og at nogen har efterladt en kampesten i dit baghoved, mens du lover dig selv, at du aldrig vil drikke alkohol igen.

Lige indtil om aftenen, selvfølgelig.

De fleste af os kender følelsen af at have tømmermænd, og særligt i forbindelse med årets festivaler og sommerfester er der udsigt til panodilregn og pizzastorm dagen derpå - med mindre du følger et par enkle tips, siger læge og foredragsholder Jerk W. Langer.

Han understreger, at tømmermænd primært skyldes væskemangel, fordi alkohol er vanddrivende, og at den bedste kur derfor hedder vand, vand og vand.

Både før, under og efter festen, siger Jerk W. Langer.

- Når man mangler væske, skrumper hjernen en lille smule, og det gør rigtig ondt i hjernehinderne, og det er det, der giver den der forfærdelige hovedpine, forklarer han.

Når du skal købe alkohol til din sommerfest, er det desuden en god idé at gå efter de lyse typer alkohol som for eksempel gin eller vodka, fortæller professor Janne Tolstrup, der har forsket i alkohol.

- De mørkere drikke som rødvin og whisky indeholder andre stoffer ud over alkoholen, som kroppen skal nedbryde og som dermed kan give flere tømmermænd.

Også alkohol med bobler i, som mousserende vin eller cider, kan føre til slemme tømmermænd dagen derpå, fordi det er hurtigt om at blive optaget i kroppen, tilføjer Jerk W. Langer.

Til gengæld afliver Janne Tolstrup myten om, at du skal lade være med at drikke forskellige slags alkohol, hvis du vil undgå tømmermænd.

- Jeg tror, det er en skrøne, der er opstået på de aftener, hvor vi har drukket både drinks, hvidvin, øl og så videre, hvor man i sidste ende har drukket mere, end aftener hvor man bare har holdt sig til øl, siger hun.

Dog vil professoren gerne bekræfte myten om, at cigaretrøg er med til at forværre tømmermændene dagen derpå.

Især hvis man som ikkeryger kaster sig over smøgerne eller befinder sig i et røgfyldt lokale. Tobaksrøgen fører nemlig flere stoffer ind i kroppen, som skal bekæmpes dagen derpå, forklarer hun.

Janne Tolstrup tilføjer desuden, at kvinder generelt bliver hårdere ramt af tømmermænd, og at hun selv har god erfaring med at drikke mindst en liter vand og at spise to panodiler før sengetid.

Samme råd kommer fra læge Jerk W. Langer. Han tror til gengæld ikke på effekten af de såkaldte kaktuspiller, der siges at virke mod tømmermænd.

Han opfordrer i stedet til, at man finder kniv og gaffel frem i løbet af festen og spiser et egentligt måltid mad, der for eksempel indeholder kød.

- Når man spiser, sætter man skub i sin lever, og det er leveren, der nedbryder alkohol, og dermed fjerner man alkoholen fra kroppen hurtigere, forklarer han.

Sådan forebygger du tømmermænd

- Drik vand. Både før, under og efter festen.

- Sørg for at have spist, før du begynder at drikke.

- Spis et rigtigt måltid mad, efter du er gået i gang med at drikke.

- Hold dig til lyst alkohol som vodka, øl, gin eller hvidvin.

- Undgå alkohol med bobler.

- Undgå cigaretrøg, hvis du normalt ikke ryger.

Sådan bekæmper du tømmermænd:

- Sørg for at få masser af vand og suppler gerne med kaffe, hvis du har brug for at blive kvikket op.

- Drik en reparationsbajer - det virker faktisk mod tømmermænd, hvis du indtager en smule alkohol dagen derpå.

- Sov ud. Tømmermænd føles ofte værre, hvis man ikke har sovet nok.

- Spis salt - det er okay at spise chips eller pommes frites.

- Undgå at belaste kroppen med for eksempel hård træning - gå dog gerne en tur eller tag en dukkert i havet.

/ritzau/FOKUS