Du kan gøre hverdagen lidt lettere, hvis du sætter dig ind i nogle af de bedre skjulte funktioner i din iPhone.

. Der er timevis af musik at vælge imellem på YouTube - ganske gratis. Så hvorfor ikke høre musik her?

Hvis du lytter fra din iPhone, så er svaret ret indlysende. Musikken stopper nemlig, når du låser skærmen.

Her er løsningen på det problem og syv andre trick til din iPhone, som gør hverdagen lidt lettere.

En iPhone er et ret avanceret stykke elektronik, så den kan ret mange ting, som man ikke lige opdager, siger Lars Ladingkær, som er redaktør på recordere.dk.

- De her ting er ikke hemmelige, men der følger jo ikke en stor brugermanual med en iPhone, så man skal selv opdage det eller læse sig til det på nettet. Nogle af tingene kommer også med de løbende softwareopdateringer, så telefonen kan mere og mere for hver opdatering, siger han.

1) Fald i søvn til musik - som slukker af sig selv

Hvis du elsker at falde i søvn til lidt beroligende musik på din iPhone, så kan du bruge dette trick. Du kan nemlig sætte en timer til at slukke musikken igen, når du forhåbentlig er langt væk i drømmeland.

Klik ind under "Ur", vælg "Tidtagning" og tryk på "Når tidtagning slutter". Scroll nu helt ned i bunden og vælg "Stop afspilning". Nu sætter du bare tiden på timeren, og så stopper musikken, når tiden er gået.

2) Få YouTube til at spille videre i baggrunden

YouTube-appen har det problem, at musikken stopper, så snart du låser skærmen. Men det kan du løse, hvis du har høretelefoner med indbygget fjernbetjening.

Åben Safari og klik ind på Youtube.com. Sæt en video til at spille og tryk på "hjem"-knappen. Nu stopper lyden, men du kan tænde den igen ved at trykke på "play" på høretelefonernes fjernbetjening.

3) Vibration tilpasset efter person

- Der er et trick, hvor man kan få telefonen til at vibrere forskelligt afhængig af hvem, der ringer. Så det er en anden vibration, når mor ringer, end når det er en fremmed, fortæller Lars Ladingkær.

Gå ind under "Indstillinger" - "Lyde" - "Ringetone" - "Vibration" (helt øverst) - "Opret ny vibration" (nederst). Tryk med fingeren på skærmen for at lave en rytme. Nu kan du tilknytte den bestemte kontakter.

4) Brug kameraets LED-lys til at signalere et vigtigt opkald

Du kan også få telefonens kamerablitz til at blink, når telefonen ligger på bordet, og der er en ny besked eller et vigtigt opkald, fortæller Lars Ladingkær.

Det gør du under "Indstillinger" - "Generelt" - "Tilgængelighed" - "LED-blink til advarsler".

5) Ryst telefonen for at viske ud

Hvis du gerne vil fortryde det, du lige har skrevet, skal du ganske enkelt bare ryste telefonen. Vupti, så er det væk.

Det er som udgangspunkt en funktion, der allerede er slået til. Du finder den under "Indstillinger" - "Generelt" - "Tilgængelighed" - "Ryst for at fortryde". Her kan du slå funktionen til og fra.

/ritzau/FOKUS