Med et MasterCard kan man få penge på kredit, frynsegoder og forsikringer. Men for almindelige lønmodtagere kan dankortet være ligeså godt.

Det kan lyde fristende at anskaffe sig et MasterCard. Med kreditkortet kan følge alt fra rejseforsikringer, adgang til eksklusive lounges i lufthavne, rabat på billeje og forsikring mod identitetstyveri, elektronik og hårde hvidevarer.

Men intet er som bekendt gratis. Og med mindre du får dit MasterCard kvit og frit for at være attraktiv kunde i banken, koster kreditkortet et årsgebyr.

»Hvis man har behovet for disse serviceydelser, kan et MasterCard være en udmærket idé. Hvis ikke, spilder man sine penge,« siger Lars Badsgaard, som er ansvarlig for finansielle tests i Forbrugerrådet Tænk.

Han har testet tre typer MasterCard-pakker hos syv forskellige banker. Afhængig af om man har et MasterCard Standard, Guld eller Platinum, får man forskellige fordele til forskellige årsgebyrer, der kan variere fra et par hundrede kroner til et par tusinde.

Men selv om nogle banker også tager årsgebyrer for at bruge Visa/dankort, vil det ifølge Lars Badsgaard være billigst at bruge dankortet som sit primære betalingskort.

»Uanset om man får MasterCardet gratis af banken eller betaler et årsgebyr, koster det noget at anvende. Forretninger, restauranter og netbutikker kan tage et gebyr for at bruge MasterCardet i Danmark og i udlandet. I reglen vil det være billigere at bruge et Visa/dankort frem for et MasterCard,« siger han.

Fordelen ved et MasterCard er, at det giver nogle friheder, fordi pengene ikke hæves på kortet med det samme.

Pengene bliver først trukket cirka 40 dage efter, som en slags kortsigtet kassekredit. I nogle banker kan man også aftale en længere kredittid.

Det kan være en fordel, hvis du har en måned med store udgifter og en mindre indtægt, at du kan skubbe regningen foran dig. Men det kræver selvdisciplin, siger Lars Badsgaard.

»Kreditten kan friste nogle til at bruge flere penge, og man kan nemmere miste overblik over, hvor meget man har brugt, fordi trækket ikke sker øjeblikkeligt. Hvis man har et MasterCard skal man passe på med at tænke "det går nok i næste måned" og vænne sig til at vendte med at betale sin gæld. Så begynder det at gøre ondt,« siger Lars Badsgaard.

Det samme mener Louise Skjødsholm, rådgiver i finansielt forbrug hos Penge- og Pensionspanelet.

»Hvis man har brug for at styre sin økonomi stramt, er et MasterCard ikke nødvendigvis en god idé. Men hvis man har store uforudsete udgifter, som man ikke har råd til at betale her og nu, kan MasterCardet være fint. Så længe man kan håndtere det,« siger hun.

Det vil langt de fleste mennesker dog kunne, mener Henning N. Jensen, der er dankortekspert og seniorpartner i firmaet PlusCON, som har beskæftiget sig med kreditkort i 20 år.

»For hovedparten af befolkning, vil der ikke være den store forskel på at bruge et Visa/dankort og et MasterCard. Den primære ulempe ved MasterCardet er, at der er flere forretninger, som ikke tager imod kortet,« siger han.

Fakta: Prisen på et MasterCard

- Jo mere eksklusivt et MasterCard er, desto dyrere bliver det i årligt gebyr. Prisen kan variere alt efter, hvor attraktiv en kunde du er for banken.

- Et MasterCard Standard ligger mellem 0 og 250 kroner i årligt gebyr til banken.

- Et MasterCard Guld koster mellem 0 og 895 kroner i årligt gebyr til banken.

- Et Master Card Platinum kan hos Spar Nord i nogle tilfælde fås uden beregning, men koster fra 474 kroner op til 2100 kroner hos de øvrige banker, som indgår i Forbrugerrådet Tænks test.

Kilde: Forbrugerrådet Tænk

/ritzau/FOKUS