København: Når Emma og William har afsluttet skoledagen, foretrækker de selskab af computer og tablet frem for legekammerater, viser en ny rapport fra WHO.

Faktisk er danske børn blandt de mest asociale i Europa viser målinger fra 44 europæiske lande. De tilbringer eksempelvis kun halvt så meget tid med deres venner efter skole, som norske børn gør.

Forklaringen på det er meget enkel, mener Nina Tram, der er familie- og relationskonsulent samt foredragsholder.

»Forældre er for dårlige til at sætte restriktioner for børns brug af skærme i hjemmet. Også langt dårligere end norske og svenske forældre, der i højere grad har taget stilling til at få et sundt forhold til digitale medier, så børnene ikke styrter hjem til computeren,« siger hun.

Men det er aldrig for sent at gå i gang, understreger Nina Tram, der er fortaler for, at forældre blandt andet indfører såkaldte mediefri zoner, hvor børnene i løbet af eftermiddagen eller aftenen slukker alle skærme og laver noget andet.

»Det er den eneste måde, vi kan tvinge børn til at være kreative og tænke ud af boksen i forhold til, hvad de så vil lege,« siger hun.

Nina Tram henviser til tidligere forskning, der viser, at børn senere i livet kan få svært ved at aflæse kropssprog og følelser hos andre mennesker, hvis de er for meget i den todimensionelle verden.

Også Mette Rasmussen mener, at den nye undersøgelse er et hint til danske forældre om at være opmærksomme på deres børns sociale adfærd. Hun er lektor ved Statens Institut for Folkesundhed ved Syddansk Universitet og ansvarlig for den danske del af førnævnte WHO-rapport.

»Børn er forskellige, og for nogle er det her ikke nødvendigvis et problem. Men for andre kan det være udtryk for mistrivsel og ensomhed, at de ikke er en del af et reelt socialt samvær og kun har elektronisk kontakt med en eller anden form for vennekreds,« siger hun.

I sidste ende er det op til de voksne at sørge for, at børn har gode sociale relationer efter skoletid, pointerer Nina Tram.

»Hvis vi selv er sofakartofler, kan vi ikke forvente, at vores børn ikke bliver det, så det kræver også noget af os,« siger hun.

Hun råder derfor til forældre til, at de i højere grad hjælper deres børn til at erstatte den digitale eftermiddagsunderholdning med social aktivitet som eksempelvis legeaftaler eller ture på legepladsen.

Fakta: Ekspertens fire bedste råd

- Indfør skærmfri tidspunkter i løbet af dagen, hvor alle skærme slukkes. Det tvinger børn til at tænke og lege kreativt

- Hjælp dine børn til at erstatte tablet og computer med social aktivitet som legeaftaler og ture på legepladsen

- Tænk ud af boksen og gør eksempelvis en almindelig onsdag spændende ved at tage i svømmehallen eller bag kage

- Kig indad og overvej dit eget skærmforbug. Børn kopierer ofte forældres vaner.

Kilde: Nina Tram, familie- og relationskonsulent

/ritzau/FOKUS