Hvis du falder og slår dig på dansegulvet til firmajulefrokosten, så tæller det som en arbejdsskade.

. Hver december måned skåler kolleger i snaps til den årlige firmajulefrokost, og hvert eneste år er der folk, der kommer galt afsted under festlighederne.

Og så er det arbejdsgiverens arbejdsskadeforsikring, der skal dække udgifterne, hvis en beruset ansat vrikker om på dansegulvet midt i "Søren Banjomus", forklarer Mette Møller Nielsen, der er arbejdsmiljøchef i Dansk Byggeri.

- Det er sådan set lige meget, om der er blevet danset eller kigget dybt i snapseflasken. Det handler udelukkende om, hvorvidt den ansatte er kommet til skade under den officielle del af julefrokosten eller ej, siger hun.

Samme forklaring lyder fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

Hvis der er tale om en officiel julefrokost, som firmaet har inviteret de ansatte til, så er der ingen tvivl om, hvem der er ansvarlig for forsikring i tilfælde af en ulykke.

- Arbejdsgiverens arbejdsskadeforsikring dækker frem til den officielle afslutning på julefrokosten. Herefter er det den enkeltes ulykkesforsikring, der eventuelt kan dække en skade, lyder vurderingen fra Jacob Gøtzsche, som er kommunikationsmedarbejder i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

Det betyder, at du er dækket af arbejdsgiverens arbejdsskadeforsikring, fra festen starter, til den slutter officielt. Hvis kollegerne fester videre i byen efterfølgende, er det altså ikke arbejdsgiverens ansvar længere.

- Hvis folk går videre på bar, efter at virksomhedens fest er slut, så er det ens egen forsikring, man skal følge, fastslår Mette Møller Nielsen, arbejdsmiljøchef hos Dansk Byggeri.

Dansk Byggeri understreger, at den aktivitet, som er skyld i skaden, skal have været en "naturlig del af firmajulefrokosten."

Også hvis det betyder snaps til silden.

- Ja, graden af beruselse spiller ikke ind, når der skal vurderes, om skaden er en arbejdsskade. Det kan dog spille ind, når der skal udmåles erstatning, lyder det fra Jacob Gøtzsche fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

Dog vil et eventuelt slagsmål mellem to deltagere til en firmajulefrokost som regel ikke være dækket af arbejdsgiverens arbejdsskadeforsikring, da en slåskamp vil have en mere privat karakter, som arbejdspladsen ikke har et juridisk ansvar for.

Fakta om julefrokost og personskader:

- Hvis du kommer til skade til firmaets julefrokost, så skal du anmelde det som en arbejdsskade til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

- Der skal være tale om en officiel personalefest, hvor arbejdsgiver har inviteret og betalt for festen.

- Arbejdsgiverens arbejdsskadeforsikring dækker også, selv om tilskadekomne har været beruset eller i gang på dansegulvet, så længe ulykken er sket "som et naturligt led i arrangementet".

- Det er uden betydning, om chefen selv deltager i julefrokosten eller ej.

- Det er ikke relevant, om julefrokosten bliver afholdt på arbejdspladsen eller ude i byen.

/ritzau/FOKUS