Kanoture, museumsbesøg og børnefestivaler. Drop aktiviteterne og lad dit barn kede sig et par uger i ferien, råder sundhedsplejerske.

. "Jeg keeeeeeeder mig" eller "hvad skal jeg lave?" Hører du den her slags beklagelser fra dine børn i sommerferien, så er det faktisk en god ting.

Alt for mange forældre har det nemlig med at overtage pædagogernes roller og planlægge maratoner af aktiviteter i ferien, som børnene skal nå, men det er faktisk ikke altid godt for barnet.

Det fortæller Helen Lyng Hansen, der er sundhedsplejerske og stifter af Netsundhedsplejerske.dk.

- Man skal sørge for, at dagene ikke er skemalagt med en masse aktiviteter, for det har børnene jo en masse af i hverdagen. De skal have lov til at holde ferie og at holde fri - præcis som vi voksne har brug for.

Helen Lyng Hansen fortæller, at langt de fleste børn i begyndelsen af sommerferien vil være rastløse, fordi de er vant til en hverdag fyldt med aktiviteter, og at der går et par dage, før de falder ned. Men hun understreger også, at rastløsheden er en god ting.

- Ud af kedsomhed springer fantasien, og når forældre kommer med forslag til, hvad børnene kan lave, så slår de dem jo alligevel hen, fordi de ikke har brug for dem. Og når kroppen kommer ned i gear, så kommer børnene som regel selv med forslag til, hvad de har lyst til. For eksempel at bygge en hule eller at spille bold.

Ferie er også at få lov til at gå rundt i nattøj en hel dag eller at spise en stor is, tilføjer sundhedsplejersken, der som udgangspunkt anbefaler, at børn får lov til at holde fri i tre sammenhængende uger, hvor forældrene også er til rådighed til at spille spil eller cykle en tur.

- Det nytter altså ikke noget at planlægge at renovere sit hus, mens barnet passer sig selv, siger hun og understreger desuden, at afslapningsugerne ikke er ensbetydende med, at man slet ikke må planlægge noget.

Bare der også er tid til at lave ingenting.

Familiepsykolog Heidi Agerkvist anbefaler desuden, at man som forældre forventningsafstemmer, hvad man som familie har brug for i ferien i stedet for at planlægge ud fra, hvad der forventes.

- Der er ofte en forståelse af, at der skal ske alt muligt, og at der skal være en flybillet inkluderet, men det kan ligeså vel være et par ture til stranden eller at se hele Harry Potter-serien, som ens familie har brug for.

Familiepsykologen har derudover selv sat rammer for, hvor meget skærmtid hendes børn skal have i ferien.

Hun anbefaler, at man aftaler, hvor meget og hvordan skærmene skal fylde, før ferien buldrer derudaf, fordi det ellers kan ende i diskussioner.

- Ferien er en mulighed for at gøre noget andet, og tabletten er en stor del af hverdagen, så man kan med fordel få nogle andre aktiviteter ind i ferien. For eksempel sådan noget med at bage boller, der måske lyder kedeligt, men som ikke er det, fordi der ikke er tid til at gøre det i hverdagen.

Fakta: Sådan giver du dit barn en afslappende ferie:

- Giv dit barn nogle dage til at falde ned, når det går på ferie.

- Sørg for, at barnet kan holde mindst tre sammenhængende ugers ferie uden alt for mange aktiviteter.

- Inviter dit barn til at være med i dine planer og lad det for eksempel være med til at pudse vinduer eller at tømme postkassen.

- Vær til rådighed for dit barn, hvis det for eksempel selv foreslår at bage en kage eller at cykle en tur.

- Hjælp dit barn med at overskue de mange ferieuger ved at lave en synlig aktivitetskalender med de planlagte ting. Det er desuden også en hjælp til dig som forælder, der helst skal sørge for, at der er et par uger uden alt for mange planlagte ting.

/ritzau/FOKUS