Det kan ske for os alle, uanset om vi er til parmiddag med kærestens veninder eller lønforhandling med chefen, og i de allerværste omgivelser er det grænsende til skamfuldt.

Det er pinligt at slå en prut. Men det bør vi danskere blive bedre til, mener Mette Borre, der er klinisk diætist og specialist i irritabel tyktarm.

»For det fleste er det sundt, at vi har en masse luft i tarmen, og vi prutter som i et fyrrum,« siger Mette Borre.

Vi får blandt andet luft i maven, når den mad, vi spiser, ikke kan fordøjes i tyndtarmen. Det ryger videre i tyktarmen, hvor bakterier omdanner maden til metangasser. Det er her, vi føler os oppustede.

»Når det, vi indtager, skal bearbejdes i tyktarmen, omdanner bakterierne føden til både luft og væske.«

Derfor kan vi risikere at få både luft i maven og diarré, siger Ove Schaffalitzky, der er professor og overlæge ved gastroenterologisk afdeling på Odense Universitetshospital.

Der er en række stoffer, som langt de fleste af os ikke kan nedbryde i tyndtarmen, som ryger videre til tyktarmen. De stoffer kaldes polyoler eller sukkeralkoholer, og her er den største synder sorbitol, som du måske kender, hvis du tygger sukkerfrit tyggegummi.

Men sukkerfrit tyggegummi er ikke kun en synder, fordi det er fyldt med sorbitol, siger Ove Schaffalitzky. Faktisk kommer du til at sluge rigtig meget luft, når du tygger tyggegummi.

»Det kan slet ikke lade sig gøre at tygge tyggegummi uden at sluge luft. Og sorbitol kan vi ikke optage i tyndtarmen,« siger Ove Schaffanitzky.

Døjer du med meget luft i maven, bør du altså overveje at lægge det sukkerfri tyggegummi på hylden.

Et andet stof i polyol-familien, der medfører oppustethed, hedder mannitol. Det er til gengæld langt sundere for dig end sorbitol, for med mannitol får du også en masse fibre. Stoffet findes nemlig i korsblomstrede grøntsager, såsom kål, blomkål, grønkål og broccoli.

»For de 80 til 90 procent af os, der ikke har irritabel tarm, er det nogle rigtig gode luftarter at få dannet og sluppet,« siger Mette Borre.

Sådan lindrer du mavepine:

- Gå en rolig tur.

- Indtag pebermyntete.

- Hold din mave varm.

- Kom af med luften.

Kilde: Mette Borre, klinisk diætist og specialist i irritabel tyktarm

/ritzau/FOKUS