Du kan mindske risikoen for at udvikle livslang parfumeallergi med ganske få justeringer i din hverdag.

København: Reglen er enkel: Jo flere parfumerede produkter, du bruger i din hverdag, jo højere er risikoen for, at du udvikler parfumeallergi.

Ifølge Videncenter for Allergi er der i dag op mod 228.000 danskere, der har allergien, og tallet er stigende, fortæller Betina Hjorth, som er rådgivningschef hos Astma-Allergi Danmark.

- De her produkter er jo rare og dufter dejligt, og så tænker vi ikke over, at der kan være en risiko forbundet med at bruge dem, siger hun.

Det er der ellers rigtig god grund til, for parfume findes i alt lige fra toiletpapir til læbestift, hvilket også betyder, at alle er i risikozonen for at udvikle allergien.

Du kan dog selv være med til at mindske risikoen, understreger Betina Hjorth.

- Blandt andet ved at undgå parfume i de produkter, som kommer i direkte kontakt med huden. For eksempel din ansigtscreme eller deodorant, som du desuden efterlader på huden i længere tid.

Det vil også typisk være de steder på huden, for eksempel under armene, at parfumeallergien først vil vise sig i form af udslæt, tilføjer hun.

Til gengæld kan du godt bruge din yndlingsparfume, hvis du sørger for at sprøjte den på tøjet eller håret og ikke direkte på huden.

Hvis du først har udviklet allergi for parfume, slipper du aldrig af med den igen. Derfor er forebyggelse det bedste, du kan gøre, mener Betina Hjorth.

Hun bakkes op af Miljøstyrelsen, der netop har lanceret en kampagne rettet mod især teenagepiger for at få dem til at bruge færre parfumerede produkter.

- Det er i alderen fra 13 til 16 år, at de her piger især begynder at bruge parfumerede plejeprodukter, og vi vil fra starten gerne give dem nogle gode vaner, så de mindsker risikoen for at udvikle parfumeallergi senere, fortæller Maiken Guldborg Rasmussen, der er toksikolog ved Miljøstyrelsen.

Miljøstyrelsen har dog ikke til hensigt at få teenagepiger og danskere generelt til at droppe parfumen helt. Det handler mere om at reducere brugen, understreger Maiken Guldborg Rasmussen.

Det kan man blandt andet gøre ved at lave et slags parfumeregnskab og overveje, hvor man kan undvære parfumen i sin hverdag, foreslår Betina Hjorth fra Astma-Allergi Danmark.

- For eksempel i håndsæben eller shampooen, som alligevel bliver skyllet af, siger hun.

Selv om parfumeallergikere som udgangspunkt kan holde udslættet væk ved undgå parfumerede produkter, kan det være en stor udfordring.

- Hvis du skal vaske hænder på et offentligt toilet, kan du for eksempel ikke selv styre, om håndsæben er parfumeret, og der kan også sagtens være parfume i fodsålerne i dine nye sko, siger Maiken Guldborg Rasmussen fra Miljøstyrelsen.

Sådan kommer du i gang:

- Udskift din deodorant til en parfumefri. Huden i armhulerne er sart, og det er her, at parfumeallergien typisk bryder ud.

- Udskift de plejeprodukter, der bliver på huden hele dagen, med parfumefri alternativer. For eksempel dine cremer.

- Sprøjt din parfume på tøjet eller i håret og ikke direkte på huden.

- Lav et parfumeregnskab og overvej i hvilke af dine produkter, du kan undvære parfumen.

- Gå efter produkter, der er mærket med Den Blå Krans fra Astma-Allergi Danmark. Mærket garanterer, at produktet er parfumefrit.

Kilde: Miljøstyrelsen og Astma-Allergi Danmark

/ritzau/FOKUS