Er du typen, der stadig sover i Manchester United-sengetøj i dine silkebokseshorts ved siden af din life-size Jabba The Hut? Denne guide er til drengen i os alle. Der er visse ting, der mister sin charme.

Pokalerne

Vi har alle et sted, hvor vores atletiske karriere peakede. Nogle før andre, desværre. Og for mange af os skete det i 12-års alderen med en kvartfinale i Ekstra Bladets skoleturnering. De flotte præstationer imponerer desværre ikke engang din mor længere. Ingen gider høre om dine 11 mål i 15 kampe for tredje ynglinge og din pokal for at være 'en god holdkammerat'.

Værtshus-souvenirerne

I den søde studietid var der ikke noget, der gav mere street-cred end stjållne askebægere og ølglas fra det lokale, brune værtshus, hvor dig og kammeraterne brugte mere tid end på læsesalen. Nu er J-dag for længst aflyst som national helligdag, og det brune værtshus er nu hipster-café med vegetarbrunch og legehjørne til børnene.

Flipperspillet

I samme kategori som værtshus-souvenirerne finder man flipper- og arkadespillene. Store skrumler, der stod på enhver grillbar og bar med respekt for sig selv i 80'erne. Det virker som en sjov idé, der viser dit blik for nostalgisk ironi at have Pacman stående. Men ingen smiler længere ad den indforståede joke, og spillene er slet ikke gode nok til at konkurrere med opmærksomheden sammenlignet med det nye Fifa.

Læderstolen

Hvor mange dejlige, dovne eftermiddage har du ikke blundet i denne stol til de beroligende billeder fra Tour de France. Selv om den har fået patina, må du erkende, at den hverken er klædelig eller rigtig magelig længere sammenlignet med stole eller sofaer, der koster lidt mere end de 300 kr. du gav for det i Den Blå Avis.

T-shirts med bands eller slogans

Der er (desværre) ingen, der interesser sig for, at du var på Roskilde i 1998 eller stadig synes, at David Bowie var et geni engang for ca. 35 år siden.

Mastodont-højtalere

Det er et følsomt spørgsmål, for selvfølgelig skal du have ordentlig lyd, og du skal ikke give køb på det. Men de kæmpe-højtalere, du engang skaffede for at starte et mobildiskotek (der formentlig døde efter to jobs), må ud. De fylder halvdelen af stuen og ryster som et mindre jordskælv, hvilket ikke imponerer damerne. Hvis det nogensinde gjorde.

Pornoblads-samlingen

Skulle du af uransagelige årsager stadig have en stak fedtede lumre magasiner, skal de ud nu. Og det skulle de faktisk allerede have været, inden du blev 20. Dermed ikke sagt, at du aldrig må se på smukke afklædte kvinder mere. Det er jo derfor, Al Gore opfandt nettet.

Fantasy-gear og tøj

Det er gået fra charmerende over lettere excentrisk til decideret creepy. En mand over 30 klædt ud som troldmand eller ork giver ikke længere folk indtrykket af en mand med en livlig fantasi, men snarere en psykiatrisk diagnose.

Lego og Star Wars-figurer

Det er egentlig en skam, at du endelig har råd til at købe Tusindrsfalken, som du gennem hele din barndom har drømt om. Og nu er det allerede tid til at skille sig af med den. Men desværre, det går ikke. Hvad enten det er Star Wars, Marvel-universet eller noget endnu mere eksotisk. En voksen mand skal ikke samle på dukker.

Silkeboxershortsene

Det kan godt være, at det er blødt om de ædlere dele, og du har nogle af dine bedste minder (og scoringer) med disse leopardmønstrede underdrenge. Men de skal ud. Du vil nødig have oplevelsen af en voksen kvinde, der skraldgriner, allerede inden I for alvor er kommet i gang.

Capsene

Det er et kontroversielt punkt, der har skabt debat her på redaktionen. Men faktum er, at det klæder de færreste over 30 med en cap. Det samme gælder for stort set det meste streetwear og især baggypants. Der går hurtigt noget voksen-baby i at se en mand med hiphop-tøj hos bageren om søndagen.

5 ting man gerne må beholde



Pladespilleren

Den var lige ved at få dødsstødet i 90'erne, men hvis du ikke fik solgt den dengang, kan du sagtens hive den frem igen. Kæresten eller konen vil falde for argumentet om den særlige atmosfære, som en god gammeldags pladespiller skaber. Og du får mulighed for at give alle dine gamle skiver et genlyt.

Dine håndvægte

Det kan jo være, du kommer i form en dag. Du har i hvert fald ikke opgivet drømmen (endnu).

Din bil

Hertil og ikke længere skal du sælge ud. Hvis den endelig skal skiftes ud, skal det være til en smartere (ikke en Berlingo).

Racercyklen

Det kan godt være, at den kun bliver brugt tre-fire gange om året, men den må gerne blive, gerne centralt i stuen.

Fodboldtrøjen

Man skifter aldrig klub, og din Milan-trøje fra 80'erne skal stadig bæres med stolthed. Hvis du har børn, handler det om at få dem indoktrineret dem fra start. På den måde har du vigtige allierede, hvis din hustru skal foreslå at lægge familiefødselsdage på centrale kampdage.

Denne artikel er oprindeligt bragt i Euroman