Vildt handelssystem: Din friske fisk kan have været dage undervejs
Interaktiv grafik: Sådan bliver fisken sendt rundt.
Interaktiv grafik: Sådan bliver fisken sendt rundt.
Danske fisk, der sælges som friske i hovedstadens supermarkeder og fiskeforretninger, er ofte flere dage gamle, allerede inden de rammer køledisken. Det er konsekvensen af et handelssystem, hvor rødspætter, torsk og andre fisk i mange tilfælde transporteres over 1.000 kilometer i lastbil på vejen fra kutter til København.
Tjek den vilde rejse i den interaktive grafik her - artiklen fortsætter under grafikken:
Fiskenes lange rejse går ud over kvaliteten, fortæller formanden for de danske erhvervsfiskere, Kurt Madsen.
Han frygter, at københavnerne er ved at miste lysten og tilliden til dansk fisk, fordi den vare, de møder, ofte ser anderledes ud end den, der flere dage tidligere er fisket op af havet.
- Der er flere fiskehandlere fra København, der har klaget til os over, at den fisk, de får, nærmest er rådden. Rådden er et stærkt ord, men det er det, der blev brugt. Sandheden er nok snarere, at fisken nogle gange lige knap er frisk, når den når frem. Nu har jeg flere gange inviteret københavnske fiskehandlere over til auktionen i Thyborøn, og de bliver helt benovede over, hvor blank og fin fisken er, når den kommer lige fra havet, siger Kurt Madsen, der er formand for Danske Fiskeres Producent Organisation.
Den lange transporttid skyldes blandt andet, at så godt som alle kommercielt fangede danske fisk bliver handlet på auktioner i Vestjylland. I praksis betyder det eksempelvis, at fisk, der fanges i Østersøen og pakkes på Bornholm, må sejles videre til Ystad i Sverige og køres hele vejen til eksempelvis Hirtshals for at blive solgt første gang.
Her opkøbes de af grossister, som sender dem videre ud til forretninger og flere mellemhandlere i hele Europa.Ofte med et længere stop i Padborg ved den dansk-tyske grænse.
Her fordeles fiskene til flere lastbiler med hver sin destination, og ifølge Kurt Madsen kan der gå flere døgn, før der er fisk nok til at fylde en kølecontainer med retning mod København. At lade halvtomme biler køre turen ville betyde, at transportudgiften og dermed salgsprisen på den enkelte fisk blev for høj.
- For et par år siden undersøgte vi situationen efter en del klager, og der viste det sig, at alene transporten fra auktionen til forhandlerne i København sagtens kan tage tre-fire dage. Det bliver fisken ikke nødvendigvis ødelagt af, hvis den er kølet korrekt hele vejen, men når man lægger salgstiden i forretningerne oveni, så begynder det at blive problematisk, siger Kurt Madsen.
Han betegner det som tåbeligt, at man med det nuværende system kører fisk frem og tilbage gennem landet med lange stop, imens holdbarheden svinder.
Blev systemet lavet om, kunne man i princippet have morgenens fangst i køledisken i København samme formiddag, vurderer han.
Formanden for Danmarks Fiskehandlere, Martin Maric, erkender, at der til tider er problemer med friskheden af de fisk, der leveres til forhandlere i København.
Han driver selv forretning på Nørrebro og kender derfor udfordringerne fra sin egen hverdag.
- Der er masser af frisk dansk fisk at få, men nogle gange kan man godt få den oplevelse, at tingene har været for længe undervejs. Man kan blandt andet se på farven, at fisken simpelthen ikke er helt frisk længere. Sådan noget fisk bør man selvfølgelig kassere, men jeg vil ikke garantere, at det er alle forretninger, der gør det. Det er et reelt problem, som skyldes et håbløst system, siger Martin Maric.
Ifølge fiskehandlernes formand er situationen dog forbedret gennem de seneste to år. I et forsøg på at forkorte transporttiden fra hav til forretning har fiskerne og fiskehandlerne forsøgt at etablere et nyt mellemhandlerled med tilhørende transportsystem.
Forsøget mislykkedes, men i mellemtiden er enkelte grossister begyndt at køre fisk direkte til København fra auktionerne på Vestkysten i mindre transporter. På den måde undgås turen til Padborg og den medfølgende ventetid.
Den direkte transport kan dog være dyrere, og det er en bremseklods, da fisk i Københavnsområdet i forvejen koster betydeligt mere end i Jylland og på Fyn.
- Hvis det koster fem kroner at køre et kilo fisk til København, lyder det måske ikke af meget. Men dertil kommer moms og alt muligt andet, og lige pludselig er forskellen til at mærke for forbrugeren, siger Martin Maric.