Det smager altså sørens godt. Men risikoen for at være den, alle taler grimt om på kontoret dagen efter, er så stor, at det kan være svært at nyde et lækkert saftigt hvidløgsflute med god samvittighed.

Men nu er der stinkende gode nyheder!

Forskere på Ohio State University har nemlig brugt deres skarpe hjerner på noget så vigtigt som at finde ud af, hvordan man nemmest kommer af med den djævelske hvidløgsånde, skriver ScienceDaily.

De gav en gruppe forsøgspersoner tre gram hvidløg at tygge på i 25 sekunder, hvorefter de fik serveret enten vand, rå, friskpresset eller opvarmet æble, rå eller varm salat, rå eller friskpressede mynteblade eller grøn te.

Derefter analyserede man de heldige testkaniners ånde. Og det viste sig, ikke overraskende, at mynte var vejen til en frisk ånde – dog kun i form af rene mynteblade.

På en andenplads kom rå æbler og salat. Dernæst den juicede version af henholdsvis æbler og mynte, skarpt forfulgt af opvarmede æbler og salat.

Grøn te gjorde til gengæld absolut intet for hvidløgsånden – og kontorets indeklima.

Så på vegne af både hvidløgselskerne og deres kollegaer: Tak, Ohio State University. Nu ved vi det.

Nu kan du spise hvidløgsbrød uden at frygte morgendagens pinsler.
Nu kan du spise hvidløgsbrød uden at frygte morgendagens pinsler.
Vis mere