Det slagteri, som Fødevarestyrelsen mistænker for at have blandet oksekød med hestekød og solgt det som hakket oksekød, har tidligere haft problemer med fødevaresikkerheden. Dengang blev slagteriet ekskluderet af foreningen Danske Slagtermestre

Det fortæller Leif Wilson Laustsen, der er formand for Danske Slagtermestre, til B.T.

- Det er rigtigt, at vi for et par måneder siden ekskluderede det pågældende medlem fra vores organisation, siger Leif Wilson Laustsen

Hvad var årsagen til eksklusionen?

- Det var interne årsager, som jeg ikke vil komme nærmere ind på. Det siger sig selv, at det har lidt gøre med, hvordan tingene er foregået det pågældende sted. Der var nogle problemer med fødevaresikkerheden, fortæller Leif Wilson Laustsen.

Blev du overrasket, da det kom frem, at lige netop det slagteri er i søgelyset?

- Ærligt talt, så nej. Det kom ikke bag på mig, siger Leif Wilson Laustsen.

Hvad betyder den slags skandaler for jeres branche?

- Det er ulykkeligt. Der skal ikke komme den slags skandaler, for vi har fødevaresikkerheden højt på dagsordenen, det har vi haft længe. Vi laver det, folk putter i munden, og det skal være i orden