Royal Unibrew har trukket et parti økologisk saft tilbage, fordi der kan være glasskår i.

- Glasskår kan forårsage skader på tænder, i mundhule, svælg og mave-tarmsystem, advarer Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

Det drejer sig om økologisk saft af mærket Nikolines Frugthave med smag af hyldeblomst, hindbær og solbær/æble.

Saften bliver serveret i flasker med 25 cl. på Hoteller, Restauranter og Cafeer. Flaskerne er udleveret som vareprøver, men bliver ikke solgt i detailhandlen.

Forbrugerne rådes til at leverer saften tilbage, hvor den er købt eller udleveret.

Ifølge Royal Unibrew er der kun tale om et begrænset parti saft, og de hoteller, cafeer og restauranter, som har modtaget varen, er blevet bedt om at levere den tilbage.

- Det er en af vores egne medarbejdere, der har fundet glasstykker i to flasker. Det skyldes en produktionsteknisk fejl, det sted som har tappet flaskerne. Varerne er blevet tilbagekaldt og der er nu ingen risiko ved at indtage produkterne, siger Vibeke Bagger, der er kvalitetschef i Royal Unibrew.

Nye vareprøver bliver nu sendt ud på markedet, og de skulle være uden glasstykker i.