Julen står for døren, og det er tid til at handle vildt ind i landets supermarkeder. Ifølge Danmarks Statistik bruger danskerne 1.400 kroner ekstra i gennemsnit december måned.
Men pas på hvad du lægger i indkøbskurven. De forkerte julelys kan ende med at futte hele dit hjem af, fortæller Ellen Haar Hansen, der er konsulent i Varefakta.
- Vi har testet fyrfadslys, hvor hele lyset brænder op. Hvis det står i en juledekoration eller ved siden af et gardin, kan det meget hurtigt gå meget galt. Vi ser også eksempler på julelys, hvor vægen brænder skævt og hvor der går ild i siden af lyset. Andre lys har en plastikdekoration, som der går ild i når lyset brænder ned, siger Ellen Haar Hansen.
Varefakta er en uafhængig varemærkning der tester varer på vegne af supermarkeder. Brandfarlige julelys bliver selvsagt ikke godkendt med Varefaktas mærke, men Ellen Haar Hansen kan ikke udelukke at lysene ender i handlen alligevel.
Også en anden af julens glæder - marcipanen - er et område, man skal være opmærksom på.
- I teorien må næsten alt kaldes marcipan, lige fra en klæg sukret masse til kvalitetsprodukter med et højt indhold af mandler. Hvis der slet ikke er nogen mandler i, må det ikke hedde marcipan, men så hedder det typisk 'marcipanmasse', siger Pernille Larsen, der er fødevarekonsulent i Varefakta.
Varefakta anbefaler, at man læser varedeklarationen grundigt inden man vælger et produkt til julebordet.
Det skal du holde øje med:
- Julelys kan være lavet af stearin eller parafin. Stearin er mest sikkert. Tjek også om lyset er selvslukkende.
- Der skal stå hvor mange procent mandler der er i marcipanen. I en kvalitetsmarcipan er der 60% mandler. Marcipan helt uden mandler må ikke hedde marcipan og hedder derfor 'marcipanmasse'.
- Leverpostej bør indeholde mindst 30 % lever og lige så meget fedt
- Hvis juleservietten smitter af, skal det stå på pakken.






















