Tarmbakterien Listeria er fundet i rullepølser solgt i jyske butikker

Den sjældne, men farlige bakterie Listeria er fundet i et parti flæskerullepølser, der er blevet solgt til detailbutikker i Sydjylland samt til storkøkkener, catering og grossister.

Det er Slagter Theilgaard A/S på Oddesundvej i Esbjerg, som nu tilbagekalder rullepølserne, fordi slagterforretningen under en egenkontrol har fundet listeria-bakterier. Det oplyser Fødevarestyrelsen på sin hjemmeside.

Der er tale om flæskerullepølser, der er solgt som hele stykker og skiveskåret med pakkedatoerne 2/4-2014, 3/4-2014 og 4/4-2014.

Har man købt nogle af ovenstående rullepølser bør man som forbruger enten kassere varen eller levere den tilbage til butikken, hvor den er købt, lyder rådet fra Fødevarestyrelsen.

Listeria kan forekomme i en lang række almindelige fødevarer, men sygdommen listeriose, som bakterien forårsager, er forholdsvis sjælden sammenlignet med f.eks. salmonella. Til gengæld er bakterien i sjældne tilfælde skyld i livstruende sygdomme som meningitis.

Symptomerne på smitte er bl.a. influenzalignende symptomer, feber, hovedpine samt mave-tarm problemer.