Køber du torsk i danske supermarkeder, så har de ofte været i Kina at vende – også selv om der intet står på pakken.

Danske fiskefabrikker sender årligt flere tusinde ton torsk til Kina, hvor mere end 2.000 kinesere er ansat til at filettere fisken. Når det er gjort, sendes fisken tilbage til Danmark, hvor den sælges som fiskefingre eller frossen torsk.

Alene Royal Greenland har 400 kinesere til at opskære torsk i portionsstørrelser, før den sendes til Danmark. Turen foregår med containerskibe, så fisken er ofte flere måneder gammel, når den sælges i supermarkeder.

- Fiskene fryses ned efter fangsten, tøs op på fabrikker i Kina, hvorefter de filetteres. Derefter fryses de ned igen og sendes retur. Det er klart, at fisk, der er blevet frosset, ikke bare én, men to gange – ikke er af samme kvalitet, siger produktionsdirektør Lars Nielsen fra Royal Greenland, der årligt sender 2.500-3.000 ton fisk fra Europa til Kina og tilbage igen.

Beskæftiger 1.500 kinesere


Espersen Fisk på Bornholm beskæftiger 1.500 medarbejdere i Kina.

- Grunden til, at man fremstiller her, er, at lønningerne er så meget lavere, at det kan betale sig at håndfilettere, siger divisionschef Palle Nimb fra Espersen Fisk, kendt for at levere fisk til McDonald’s i Europa. Og mange af deres Kina-torsk bliver brugt i færdigretter fra datterselskabet Rahbek Fisk.

Ifølge en norsk undersøgelse fra Østfoldforskning forurener det fem gange så meget at sende torsk til Kina end at forarbejde det hjemme. Det får miljøorganisationen Noah til at kræve mærkning af fisk.

- Det her er grotesk. Forbrugere bør informeres. Når de intet får at vide, kan de jo ikke træffe et bevidst valg i supermarkedet, siger Sefania Eriksen fra Noahs fødevaregruppe.