Hvidløg er bare lækkert. Det sikrer dig mod at blive udtømt af Dracula og hans venner, men det er også en af madens bedste venner.

Der er selvfølgelig en stor ulempe ved at spise mad med den potente og sunde smagsgiver. Nemlig den frygtede hvidløgsånde, som kan være et ret stort 'turnoff', hvis man skal give sin udkårne et stort smækkys. Den dårlige ånde kan i værste fald vare i op til 24 timer.

Men nu kommer forskerne Rita Mirondo og Sheryl Barringer fra Ohio State University i USA med godt nyt til hvidløgsaficionados.

Forskerduoen har nemlig udgivet en ny undersøgelse i form af en videnskabelig artikel i tidsskriftet the Journal of Food Science. Her er de kommet frem til nogle interessante konklusioner, som hvidløgselskere vil være ellevilde med.


Man vil helst ikke slå sin date eller sine kolleger omkuld med dårlig hvidløgsånde.

Mirondo og Barringer har testet en række fødevarer, der blev indtaget med det samme, efter der blev spist hvidløg. Der er tale om grøn te, vand, rå og varmebehandlet æble, rå og varmebehandlet salat. juice af æble og salat og til sidst men ikke mindst mynteblade.

Hvis du gerne vil nedtone din dårlige og usexede hvidløgsånde, så skal du spise rå eller varm salat, rå eller varm æble eller tygge på en omgang mynteblade kort tid efter, at du har spist hvidløg.

Juice af æble eller salat virker også, men slet ikke i lige så høj grad, som de andre fødevarer, ifølge forskernes undersøgelse. Det skal dog nævnes, at ingen af tippene fjerne hvidløgsånden fuldstændigt, men de skulle reducerer den ildelugtende ånde betragteligt.